Efter at den græske regering har vedtaget en række omstridte reformer, har eurolandenes finansministre mandag godkendt endnu en milliardudbetaling til Grækenland.
Det betyder, at det gældsplagede land kan se frem til yderligere 6,7 milliarder euro. Det svarer til næsten 41 milliarder kroner.
- Dette afspejler den enorme indsats og det fremragende samarbejde mellem den græske regering og institutionerne, siger den portugisiske formand for eurogruppen, Mario Centeno, ifølge nyhedsbureauet AFP.
Det sydeuropæiske land har siden 2010 fået hjælp tre gange med store redningspakker til mange milliarder kroner.
Det tredje redningsprogram, som for øjeblikket er en vigtig finansiel støtte til grækerne, løber frem til august. De politiske ledere i Athen håber, at landet derefter kan vende tilbage til markedsfinansierede lån.
Men reformerne af den græske finans- og arbejdsmarkedspolitik, som eurogruppen har krævet til gengæld for den europæiske støtte, har ikke været lige populære i hele landet.
En række græske fagforeninger har været på gaden for at protestere mod nedskæringer og besparelser. Det har lammet den offentlige transport i hovedstaden Athen. Skoler og hospitaler har været delvist lukket.
De nye reformer indebærer blandt andet nedskæringer i sociale ydelser til familier.
Premierminister Alexis Tsipras har ifølge nyhedsbureauet AFP udtalt, at Grækenland til sommer vil være ude af den "hårde, uretfærdige og skadelige periode", som landet har været i siden finanskrisen.
Udbetalingen bliver delt op, så de første 5,7 milliarder euro vil blive udbetalt i februar. Den resterende milliard udbetales senere på foråret, når eurogruppen har sikret sig, at Grækenland har gennemført alle reformer.
/ritzau/