Google har planer om at lancere sin søgemaskine i Kina igen. Denne gang vil selskabet dog rejse mure, så nogle internetsider og søgeord vil blive blokeret.
Trækket fra Google vil være et dramatisk skift i internetgigantens politik omkring søgemaskinen i Kina.
Søgeord om menneskerettigheder, demokrati, religion og fredelige protester vil angiveligt blive blokeret.
Hjemmesiden The Intercept har set et lækket dokument om Googles planer.
Google trak sig fra landet i 2010 på grund af bekymringer om censur.
Projektet bliver kaldt "Dragonfly". Det har været undervejs siden foråret sidste år, skriver The Intercept.
Processen tog fart, efter at Googles administrerende direktør, Sundar Pichai, i december mødtes med en topembedsmand fra den kinesiske regering.
Planen bliver mødt med kritik af menneskerettighedsforkæmpere. Den kommer, efter at Kina har intensiveret undersøgelser af forretningsforbindelser, der involverer amerikanske techfirmaer - heriblandt Facebook og Apple.
Amnesty International opfordrer Google til at ændre kurs.
- Dette rejser også alvorlige spørgsmål om, hvilke sikkerhedsforanstaltninger Google sætter på plads for at beskytte brugernes privatliv, skriver kinaforsker fra Amnesty International Patrick Poon i en mail.
En ansat i Google med forbindelse til sagen om den censurerede søgemaskine har bekræftet, at projektet er i live og ægte.
/ritzau/Reuters
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.