Der er godt nyt til medarbejderne hos vindmøllevirksomheden Siemens Gamesa.
Torsdag modtog medarbejderne en mail fra ledelsen, og heri fremgår det, at de nedjusterer antallet af fyringer fra 600 til 400. Det er bare tre måneder siden, at vindmøllegiganten fyrede 400 mand fra deres afdeling i Aalborg.
Thomas Fischer, fællestillidsmand i Siemens Gamesa, ser det som et godt tegn, at han endnu ikke er blevet indbudt til forhandlinger.
- Vi forholder os roligt. Jeg forventer ikke, at der sker noget for de timelønnede, når jeg ikke er med til forhandlingerne, siger han til TV 2 Nord.
Det er endnu ikke besluttet, hvilke af Siemens Gamesas afdelinger i Danmark, der skal fyres fra.
Siemens Gamesa meldte ud i midten af november, at 600 stillinger i Danmark skulle sløjfes. Det er altså det tal, der nu er nede på 400.