For få uger siden var Tjekkiet og Belgien blandt de lande i Europa med flest nye smittetilfælde, men de seneste uger er antallet af smittetilfælde gået markant ned.
I sidste halvdel af oktober havde Belgien 851 nye smittetilfælde per 100.000 indbyggere om ugen.
I første halvdel af november er det tal mere end halveret til 388. I Tjekkiet er tallet faldet fra 781 til 578. Det viser tal fra Det Europæiske Center for Sygdomsforebyggelse og Sygdomskontrol (ECDC).
Begge lande har de seneste uger haft en delvis nedlukning af samfundet.
I Belgien har man ikke måttet samles mere end fire personer. Samtidig har barer og restauranter været lukket, og der er indført et udgangsforbud om natten.
I Tjekkiet har alle butikker undtagen supermarkeder og apoteker været lukket siden slutningen af oktober. Samtidig er tjekkerne blevet opfordret til kun at forlade deres hjem, når det er absolut nødvendigt.
Holland og Irland også på retur
Også i Holland og Irland har smitten været på retur de seneste uger. Begge lande har indført skrappe restriktioner for at inddæmme smitten.
I øjeblikket er miniputstaterne Liechtenstein og Luxembourg de lande i Europa, der har flest smittetilfælde per indbygger med henholdsvis 569 og 651 per 100.000 indbyggere.
Og det er langtfra i hele Europa, at smitten er nedadgående.
I Østrig er antallet af nye smittetilfælde mere end fordoblet i første halvdel af november, og samme tendens ses i lidt mindre omfang Italien, Grækenland og Portugal.
I Sverige og Tyskland er smitten steget med omkring 50 procent i første halvdel af november sammenlignet med slutningen af oktober.
I Danmark er antallet af ugentlige smittetilfælde steget til 126,5 per 100.000 indbyggere i første halvdel af november fra 98 i sidste halvdel af oktober.
Antallet af smittetilfælde skal læses, med det forbehold at der er stor forskel på, hvor intensivt landene tester.
Danmark er blandt de lande i Europa, som tester mest per indbygger, og det har en indflydelse på, hvor mange smittetilfælde der bliver opdaget.
/ritzau/