Da Klavs Bruun Jørgensen for halvandet år siden blev landstræner for kvindelandsholdet i håndbold, var et offensivt og aggressivt forsvar en af de nye ingredienser i landsholdsgryden.
Det er dog også et forsvar, hvor små fejl bliver udstillet prompte af dygtige modstandere, og det har ofte set ud som om, at det danske forsvar har sejlet rundt.
Ved Golden League i oktober kom det markant til udtryk i to store nederlag til henholdsvis Frankrig og Norge.
- Det var da ikke det bedste indtryk, vi leverede der. Det ved vi jo godt, siger målvogter Sandra Toft.
Men ved Møbelringen Cup i Norge i november, sidste test inden EM, var der klare forbedringer.
Især i kampene mod Frankrig og Rusland så det langt bedre ud, og i det danske mål fik Sandra Toft bedre arbejdsvilkår.
Det har givet hende fornyet tro på, at holdet har muligheder ved det EM, som Danmark indleder mandag aften mod Montenegro.
- Jeg ved godt, at der stadig kommer mange frie skud, men med den måde, som vi dækkede op på der (ved Møbelringen Cup, red.), kunne jeg på en måde forudse, hvor de ville komme igennem, forklarer Sandra Toft.
- Så kunne jeg nå at stille mig i den position, jeg gerne vil stå i. Så er det egentlig lige meget, om det er frie skud eller langskud, der kommer. Så længe jeg kan se, hvad der kommer til at ske.
Mandag går det løs mod et forholdsvis nyt montenegrinsk landshold, der ligesom Danmark kommer med en del slutrundedebutanter i truppen.
En sejr kunne give det urutinerede danske hold en god start på EM, og hvis det skal lykkes, så er forsvaret afgørende.
- Vi skal først og fremmest være rigtigt, rigtigt skarpe nede i defensiven, så vi kan tanke noget selvtillid dér. Det er oftest der, kampene bliver vundet, siger Sandra Toft.
/ritzau/