En tradition bliver tirsdag genoptaget, når statsminister Mette Frederiksen (S) klokken 13 indfinder sig i Folketingssalen for at svare på spørgsmål fra de andre partiledere.
Der plejer at være tætpakket med politikere i salen, når ikke mindst lederne af oppositionspartierne udfritter statsministeren i det, der er blevet døbt statsministerens spørgetime.
Der bliver imidlertid rigeligt med plads i salen tirsdag. Det er nemlig kun partilederne, der er tiltænkt en plads i salen.
- Der henstilles til, at det alene er partilederne, der er til stede i Folketingssalen under spørgetimen, meddeler Folketinget.
- Endvidere opfordres partilederne til at sætte sig med mindst to meters afstand i salen, pointeres det med reference til de gældende retningslinjer i samfundet.
Ændringen i forhold til sædvanlig praksis skyldes situationen med coronavirus. Den har sat Folketingets arbejde på vågeblus, også hvad angår den almindelige lovbehandling, som hidtil kun er foregået i begrænset omfang.
Statsministerens spørgetime blev senest afholdt 10. marts. Det var dagen inden, at Mette Frederiksen på et pressemøde annoncerede, at regeringen ville lukke store dele af den offentlige sektor ned, herunder skoler og daginstitutioner.
Spørgetimen foregår sædvanligvis cirka hver anden tirsdag.
Under spørgetimen kan partilederne stille spørgsmål om præcis de emner, de ønsker. Statsministeren har ikke mulighed for på forhånd at forberede sig på de enkelte spørgsmål.
Den seneste spørgetime 10. marts stod ikke mindst i coronaens tegn.
Den huskes dog også, fordi en gruppe klimaaktivister smed noget af tøjet fra tilhørerpladserne og blottede budskaber på deres bare hud.
Det kommer ikke til at ske tirsdag, eftersom Folketinget i øjeblikket ikke tager imod besøgende, også som følge af situationen med coronavirus.
/ritzau/