Fyringsrunde på misbrugscenter: De tilbageværende skal koncentrere sig om 'skal-opgaver'

Kommunaldirektør i Kalundborg Kommune, Jan Lysgaard Thomsen. (Foto: Foto: Pressefoto/Kalundborg Kommune)

19 stillinger skal fjernes fra kommunalt misbrugscenter i Kalundborg, der har kørt med millionunderskud.

19 stillinger bliver skåret væk fra centret for Misbrug & Socialpsykiatri i Kalundborg. 

Det meddelte kommunen til omkring 100 medarbejdere i enheden torsdag morgen, da de var samlet til et orienteringsmøde om den tilspidsede situation. 

Det skriver Nordvestnyt ifølge Sjællandske

Ifølge avisen fyres der reelt 15 medarbejdere, mens 4 af de 19 job allerede er fundet i form af nedlagte stillinger, som ikke bliver genbesat. 

I Misbrug & Socialpsykiatri er medarbejderne medlemmer hos FOA og Socialpædagogernes Landsforbund, mens andre er tilknyttet HK og Socialrådgiverne. Der er endnu ikke sat navne på, hvilke medarbejdere fra de forskellige faggrupper, der skal se sig om efter nye job. 

Ifølge Nordvestnyt har det kommunale center kørt med et underskud på omkring otte millioner, og det er årsagen til, at der nu skal skæres ned på antallet af ansatte. De tilbageværende medarbejdere skal i fremtiden koncentrere sig om de såkaldte '"skal-opgaver" og i mindre grad de såkaldte "kan-opgaver". 

Socialpædagogerne og FOA har torsdag middag holdt møde om situationen med de implicerede medarbejdere.