Den fyrede FBI-vicedirektør Andrew McCabe har lagt sag an mod det amerikanske justitsministerium og FBI.
Det skriver nyhedsbureauet AP på baggrund af retsdokumenter.
Det vakte harme, da Andrew McCabe i marts sidste år blev fyret, blot to dage før han kunne være gået på pension - hvormed hans pension blev bragt i fare.
Det er den fyring, som han nu vil have en føderal domstol i Washington til at tage stilling til.
McCabe mener, at fyringen var en del af den amerikanske præsident Donald Trumps plan om at skille sig af med ledere i FBI, som præsidenten ikke anså som loyale overfor sig.
Den tidligere FBI-vicedirektør hævder, at de personer, der fyrede ham - FBI-direktør Chris Wray og tidligere justitsminister Jeff Sessions - opfandt et påskud for at tvinge ham ud af FBI efter præsidentens ønske.
- Trump krævede sagsøgerens personlige loyalitet, og han søgte gengældelse, da sagsøgeren nægtede at give det, står der i søgsmålet.
- Sessions, Wray og andre tjente som Trumps håndlangere frem for at agere som nationens øverste håndhævere af loven. De fulgte Trumps lovstridige indfald i stedet for at ære deres løfte om at værne om forfatningen.
I sagsanlægget beskyldes FBI for at afvige fra den gængse politik, da FBI-direktør Chris Wray ikke ville fortælle McCabe, hvorfor han blev fyret.
Både FBI og det amerikanske justitsministerium har afvist at kommentere på sagsanlægget.
Andrew McCabe var på orlov, da han blev fyret i marts 2018. Han gik på orlov i januar samme år.
Det skete, efter at McCabe var blevet kritiseret af Trump for åbenlyst at være politisk uenig med præsidenten.
McCabe har tidligere sagt, at han med fyringen blev uretfærdigt behandlet, fordi han var en tæt allieret med James Comey, der blev fyret som FBI-direktør ni måneder forinden.
/ritzau/