Eksperter slår alarm over et stigende antal unge med indvandrerbaggrund, som vokser op med tæsk, psykisk syge forældre eller huller i skolegangen. De ender som hårde kriminelle, hvis myndighederne ikke griber tidligere ind og i yderste konsekvens fjerner børnene fra deres forældre med tvang.
Det viser sagen om de to tyrkiske teenagere, der dræbte den italienske turist Antonio Currá på Nørrebro i København i 2003, mener Allan Vestergaard Nielsen, afdelingsleder på den sikrede institution Udsigten i Skibby.
Kriminalitet fortsætter
»De to fætre er ikke noget særtilfælde. Rigtig mange af de unge her har det samme sociale CV, og i nogle tilfælde griber man for sent til at fjerne barnet fra hjemmet. Vi må forvente, at kriminaliteten fortsætter, hvis vi ser samme mangel på indgriben over for udsatte børn,« siger Allan Vestergaard Nielsen.
De sociale myndigheder kendte i flere år til tæsk, mistrivsel og eskalerende kriminalitet hos de tyrkiske fætre uden at fjerne dem fra hjemmet. Det svigt gentager sig i dag, mener afdelingschef i Ungeafdelingen hos Københavns Kommune Anders Holm Jensen, ansvarlig for de 12-23 årige på Nørrebro.
»Der anbringes generelt for få børn uden for hjemmet. Det ligger dybt i den danske kultur, at man skal give forældre og børn en chance og se, om det ikke ordner sig. Og ja, så sættes der nogle gange for sent ind,« erkender han.
Socialpædagogernes Landsforening og den radikale politiker og indvandrerkonsulent Manu Sareen, der kendte en af de drabsdømte, frygter flere nye kriminelle småbrødre.
»Vi har rigtig mange indvandrerdrenge, som lever i et tomrum, og der bliver flere af dem. Vi troede, at tredjegenerationen ville klare sig bedre, men det gør de ikke nødvendigvis,« siger Manu Sareen og peger på dårlig skolegang, frafald fra ungdomsuddannelserne og arbejdsløshed.
»Hvis du tager alle de ting, siger det næsten sig selv, at der er risiko for endnu en generation af udstødte unge, som kan blive kriminelle.«