Svensk politi er stadig på bar bund i eftersøgningen af den danske mand på 78 år, der har været forsvundet siden natten til lørdag i Härjedalen i Jämtland i Midtsverige.
- Ud over politipatruljer og militær er der et stort antal frivillige, der hjælper med eftersøgningen, siger vagthavende fra politimyndigheden i Härjedalen, Åsa Wallinder, til Ritzau.
Hun forklarer, at blandt andre Missing People, der består af frivillige, søndag aften er mødt talstærkt op for at hjælpe politiet med efterforskningen.
- Jeg kender ikke det konkrete antal frivillige, der hjælper søndag, men Missing People er en stor organisation i Sverige, så der er nok mange.
- Vi er selvfølgelig meget glade for at få hjælp, siger Åsa Wallinder, der understreger, at det stadig er politiet, der har hovedansvaret for eftersøgningen.
Missing People er en nonprofit organisation, der hjælper politiet og familier med at finde forsvundne folk. Siden 2012 har organisationen hjulpet i forbindelse med 200 forsvundne personer.
Trods den markant store eftersøgningen svinder håbet for at finde den forsvundne danske mand i god behold.
- Desværre er det jo sådan, at jo længere tid der går, jo ringere bliver chancerne for at finde ham i god behold.
- Men vi fortsætter eftersøgningen i nat og i morgen. Derefter tager vi stilling til, om vi skal fortsætte efterforskningen med fuld kraft, eller om vi skal trappe ned, siger vagthavende.
Men håbet om at finde ham i live lever stadig.
Især i lyset af at politiet tidligere søndag fandt den forsvundne norske mand, der var meldt savnet i samme område.
Den norske mand blev fundet i god behold, dog med en brækket fod.
/ritzau/