Franske soldater blev onsdag morgen ramt af et køretøj, en mørk BMW, i den parisiske forstad Levallois-Perret. Det rapporterer adskillige medier.
Påkørslen var "uden tvivl" en bevidst handling, udtaler borgmester Patrick Balkany.
- Det er et afskyeligt angreb, siger han til den franske tv-station BFM TV ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Føreren af bilen er ifølge nyhedsbureauet AP flygtet, og politiet har indledt en menneskejagt.
Derudover vil den parisiske anklagemyndigheds antiterror-afdeling åbne en undersøgelse af påkørslen. Det skriver Reuters, der citerer en unavngiven kilde.
Seks soldater er kommet til skade i sammenstødet. Heraf er tre lettere sårede og tre alvorligt sårede, lyder det ifølge flere medier.
Påkørslen fandt sted omkring klokken 8.15 uden for en militærkaserne ved Place de Verdun i forstaden, der ligger nordvest for Paris.
Der er endnu ingen meldinger om motivet bag onsdagens påkørsel.
BFM TV skriver, at det var en mand, der kørte ind i soldaterne.
Og borgmester Balkany siger til tv-stationen, at bilen "accelererede meget hurtigt, da de (soldaterne, red.) kom ud" af kasernen.
Frankrig har de seneste år været ramt af en række angreb, heriblandt i Nice i 2016. Her pløjede en mand i en lastbil ind i en menneskemængde i den franske by og dræbte 85.
De mange anslag har betydet, at Frankrig har været i undtagelsestilstand siden november 2015.
På samme tidspunkt fik en sikkerhedsstyrke på i alt 10.000 mand, som de påkørte soldater er en del af, til opgave at patruljere og bevogte gaderne. Det skriver nyhedsbureauet dpa.
Sentinelle-styrken og andre sikkerhedsstyrker har adskillige gange været udsat for angreb eller forsøg på angreb ved blandt andet Louvre-museet og Notre Dame i Paris.
I april blev en politibetjent skudt og dræbt på Champs-Elysée i Paris af en mand.
Og så sent som for fire dage siden forsøgte en teenager med psykiske problemer at angribe sikkerhedsstyrker, der bevogtede Eiffeltårnet.
Han havde en kniv og råbte "Allahu Akbar", der betyder "Gud er størst".
Frankrigs forsvarsminister, Florence Parly, kalder påkørslen for en "kujonagtig handling". Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Men hændelsen vil ikke "ændre på soldaternes beslutsomhed" i forhold til at "arbejde for franskmændenes sikkerhed", siger hun i en udtalelse.
/ritzau/