Forskere: HPV-misinformation kan udløse 45 dødsfald

Mange fravalgte HPV-vaccinenen. Det kan nu betyde flere dødsfald. (Foto: Scanpix)

Tusindvis af danske piger valgte HPV-vaccinen fra efter dårlig omtale i medierne. I værste fald betyder det kræfttilfælde og dødsfald, som kunne være undgået, lyder det i nyt studie.

Det kan vise sig at have store omkostninger, at den danske mediemølle for få år siden kværnede løs med budskabet om, at HPV-vaccinen måske gjorde danske piger syge. Det skriver Videnskab.dk.

I kølvandet på TV 2’s dokumentar ’De vaccinerede piger’ fra 2015 og et væld af avisartikler, som kædede vaccinen sammen med symptomer på blandt andet træthed og svimmelhed, styrtdykkede tilslutningen til HPV-vaccinen.
I årene efter mediedækningen fik blot halvt så mange piger vaccinen som i årene før.

Hvis andelen af vaccinerede i stedet havde ligget stabilt over årene, ville 26.000 flere piger være blevet vaccineret. Det har forskere regnet sig frem til i et nyt studie.

Statistisk set vil 180 af dem i værste fald udvikle livmoderhalskræft, som ifølge forskerne kunne være undgået med HPV-vaccinen.

I dag dør cirka hver fjerde ramt af livmoderhalskræft. Derfor kan man statistisk set forvente i sådan et ’worst case-scenario’, at 45 af de 180 danskere dør af sygdommen.

Sådan skriver blandt andre den danske forsker Peter R. Hansen i studiet, der netop er udgivet i tidsskriftet Vaccine.

Flere forbehold

Da Videnskab.dk fanger Peter R. Hansen på en telefon fra USA, skynder han sig dog at understrege, at antallet af kræfttilfælde reelt kan vise sig at blive lavere. Der er nemlig en hel del forbehold knyttet til beregningen.

Peter R. Hansen, fortæller, at han selv har det ambivalent med at bringe tallene i spil med alle de forbehold, der er knyttet til dem. De er alligevel kommet med for at understrege vigtigheden af emnet, fortæller han.

- Vi taler altså om en vaccine, som forhindrer sygdom og død. Det glemmer man tit, når man taler om risikoen for bivirkninger, og det er vigtigt at sætte omkostningerne ind i en ramme, siger Peter R. Hansen, professor ved University of North Carolina at Chapel Hill i USA og CBS i København.

Det nye studie i Vaccine fokuserer faktisk primært på noget andet end dødstal.

Flere får vaccinen

Det største arbejde har forskerne lagt i at afdække tilslutningen til HPV-vaccinen op til, under og især efter den massive mediedækning, hvor blandt andre Sundhedsstyrelsen startede en kampagne for at få vaccinen ud til flere.

En konklusion lyder, at det efter nogle katastrofale år for vaccinen er gået frem i en grad, så tilslutningen næsten er tilbage til, hvor den var før den misvisende mediedækning.

Studiet er lavet ud fra tal og statistik, som i udgangspunktet kun kan påvise sammenfald (korrelation), ikke årsagssammenhæng (kausalitet).

Ifølge Peter R. Hansen er det lidt anderledes, når det lige præcis handler om HPV-vaccinen.

- Vi ved fra andre lande, at mediedækning kan påvirke vaccinetilslutningen, og vi ved, at Sundhedsstyrelsen søsatte en kampagne for at øge optaget igen. Det er ikke sådan, at vi er ude at spekulere i faktorer, som er ukendte. Det giver nogle mulige forklaringer, som øger sandsynligheden for, at vi ikke bare finder tilfældige korrelationer, men årsagssammenhænge, forklarer professoren til Videnskab.dk.

Læs også:

Gådefulde symptomer rammer teenagere – uanset, om de har fået HPV-vaccine eller ej

Dansk HPV-skandale afblæst: Piger blev ikke syge af vaccinen

 

 

 

 

 

Videnskab.dk