De første indiske vælgere har natten til torsdag dansk tid indledt verdenshistoriens største demokratiske parlamentsvalg.
Med 900 millioner vælgere, der skal sætte deres kryds, vil valghandlingen strække sig over de næste seks uger.
Blandt de indiske vælgere er et stigende antal kvinder. Det ventes ifølge BBC at sætte sit præg på valget.
Antallet af kvindelige vælgere vil for første gang nogensinde overstige antallet af mænd, der stemmer ved parlamentsvalget.
Det fremgår af bogen "The Verdict: Decoding India's Election" om valgdeltagelse i Indien. Bogen kalder udviklingen "en revolution", skriver The Economic Times.
Udviklingen har medført, at de politiske partier er begyndt at rette valgløfter direkte mod kvindelige vælgere.
Partierne lokker blandt andet med løfter om uddannelseslån, gratis gas til komfurer og cykler til piger, skriver BBC.
Der er dog fortsat op mod 21 millioner kvinder, der mangler på landets valglister. Det skyldes, at de ikke er registrerede som vælgere, fremgår det af bogen.
Det er et eksempel på den stadig store ulighed mellem mænd og kvinder i landet.
Indien rangerer som nummer 130 ud af 189 lande på en liste over lighed mellem kønnene.
Og blot otte procent af de opstillede kandidater til parlamentsvalget er kvinder.
Vinderen af parlamentsvalget får ikke bare magten over verdens største demokrati.
De kommende år ventes Indiens økonomi desuden at vokse sig til verdens femte største.
Indiens højreorienterede premierminister, Narendra Modi, har siddet på magten siden sidste valg i 2014.
Meningsmålinger peger på, at Modi vil genvinde titlen som premierminister foran Kongrespartiet og dets spidskandidat, Rahul Gandhi.
Selv om Modi spås en valgsejr, ventes den dog ikke at blive så stor som i 2014.
Den indiske valgkommission forventer, at der foreligger et endeligt valgresultat 23. maj.
/ritzau/