9200 danskere vil få mere ud af at gå på offentlig forsørgelse som dagpenge i stedet for at have et fuldtidsarbejde. Det svarer til 0,6 procent af de fuldtidsbeskæftigede.
Det fremgår af et svar fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) til Folketingets Finansudvalg.
Når skattereformen er fuldt indfaset, kan det dog betale sig for flere at arbejde på fuld tid end være på dagpenge. Antallet af danskere for hvem, det ikke kan betale sig at arbejde vil falde til 6800.
Cheføkonom i den liberale tænketank Mads Lundby Hansen, siger, at der fortsat mangler incitamenter for at arbejde fremfor offentlig forsørgelse.
- Tallene viser, at der er 9200 personer, der vil få et større rådighedsbeløb ved at være på dagpenge sammenlignet med at arbejde på fuld tid, når der indregnes transportomkostninger og friplads i daginstitution.
- Beregningerne vidner om, at der fortsat er incitamentsproblemer i relation til vores dagpengesystem, siger Mads Lundby Hansen.
Han peger på, at for mange lavtlønnede er incitamentet til at tage et job lille.
- Når man sammenligner med andre rige lande er vores kompensationsgrad for lavtlønnede også høj. Frem mod 2023 bliver der lidt færre, der taber penge ved at være i beskæftigelse som følge af Thornings skattereform.
- Skattereformen øger jobfradraget og regulerer blandt andet dagpengene mindre end lønudviklingen. Det er nyttigt, men der er brug for flere reformer, siger cheføkonom Mads Lundby Hansen.
/ritzau/