Mindst 18 civile blev dræbt i luftangreb udført af internationale styrker i Afghanistan i denne uge.
Det viser en foreløbig undersøgelse foretaget af FN.
Torsdag og fredag mistede 18 civile afghanere livet i luftangreb i Helmand-provinsen. De fleste af ofrene var kvinder og børn, oplyser FN.
Familiemedlemmer er efterfølgende samlet ved hospitalet i Lashkar Gah, der er hovedby i Helmand-provinsen. De kræver en forklaring fra den internationale styrke.
- Hvordan kan kvinder og børn være Taliban, spørger Majnoon, en indbygger i Sangin-distriktet.
Han fortæller, at 11 mennesker blev dræbt i hans brors hus under et luftangreb torsdag.
En amerikansk militærtalsmand siger, at sagen er ved at blive undersøgt.
- Vi efterforsker anklagerne og arbejder flittigt på at fastslå, om civile blev dræbt eller såret som følge af amerikanske luftangreb, siger brigadegeneral Charles Cleveland.
Ifølge amerikanske militærkilder har USA's kampfly foretaget omkring 30 luftangreb i Helmand-provinsen i sidste uge.
FN's undersøgelse nævner, at "internationale militærstyrker" står bag luftangrebene. Men amerikanske fly er de eneste, der har været på vingerne for nylig, siger militære kilder til Reuters.
Den Nato-ledede mission i landet består blandt andet i hundredvis af udenlandske soldater, der er sat ind i Helmand-provinsen for at hjælpe de afghanske sikkerhedsstyrker med at bekæmpe Taliban.
FN understreger i sin rapport, at Taliban også har mindst syv civile liv på samvittigheden i denne uge. De døde, da en selvmordsbombemand sprængte sig selv i luften i Lashkar Gah lørdag.
Antallet af civile ofre i Afghanistan nåede sidste år nye højder. Næsten 11.500 mennesker blev enten såret eller dræbt, ifølge tal fra en FN-rapport.
Det er det højeste antal, siden FN begyndte at registre dræbte og sårede tilbage i 2009. Ifølge FN var mere end 3500 af ofrene børn.
/ritzau/Reuters