28. januar 1986 mistede syv astronauter livet, da rumfærgen Challenger eksploderede på sin 10. rum-mission.
Årsagen til forliset menes at være en defekt såkaldt O-ring, og en beslægtet fejl ser nu ud til at være skyld i havariet med SAS-flyet forleden i Københavns Lufthavn.
I en foreløbig rapport om ulykken skriver eksperterne i Havarikommissionen, at O-ringen, der en slags pakning, var skyld i, at landingsstellet på Dash-flyet var blokeret under nødlandingen.
Eksperterne er dog stadig usikre på, hvad der præcist er sket, og har indtil videre ikke noget bud på, hvor O-ringen stammer fra.
- Dens oprindelse er indtil videre ukendt, står der således i rapporten.
Allerede tidligere på dagen blev det bekræftet, at der ikke var tale om den samme fejl som ved havarierne i Aalborg og Vilnius, Litauen, i september.
Godt nok var der også her tale om fejl i det hydrauliske system, men i modsætning til havariet i Kastrup var en rusten bolt årsagen til de to første havarier.