Priserne på boligmarkedet er stigende. Det kan være årsagen til, at flere har valgt at sætte deres bolig til salg. 1261 flere boliger havde fået et til salg skilt i juni i forhold til maj, viser en ny opgørelse fra Realkreditrådet.
Det siger Peter Jayaswal, underdirektør i Realkreditrådet.
- Priserne på boligmarkedet er steget i løbet af 2013, og det kan være med til, at flere vælger at sætte boligen på markedet, siger Peter Jayaswal.
I alt var der i juni 63.725 ejerboliger til salg. Der er flest parcel- og rækkehuse at vælge imellem. Her er 43.074 boliger til salg.
Der skulle også være mulighed for at godt køb af fritidshus, hvor der er 13.162 til salg, mens opgørelsen viser, at der kun var 7489 ejerlejligheder til salg.
- Det større boligudbud for parcel- og rækkehuse samt fritidshuse opleves i øjeblikket i hele landet. Vi ser typisk en stigning i boligudbuddet i foråret og op til sommeren.
- Sælgerne ved, at det er tidspunktet, hvor flere boligkøbere er ude og sondere markedet for deres næste bolig, siger Peter Jayaswal.
Ses der over første halvdel af 2013, er der godt 6000 flere boliger, og boligøkonom i Nykredit Markets Joachim Borg Kristensen siger, at flere boligejere har fået mod på at prøve lykken.
- Det vidner om, at flere boligejere har fået mod på at forsøge et slag i takt med, at boligmarkedet viser mere positive takter. I april steg priserne for huse og ejerlejligheder for henholdsvis fjerde og sjette måned i træk, siger Joachim Borg Kristensen.
Boligøkonomen venter, at udbuddet af boliger i anden halvdel af 1013 vil være stabilt. Samtidig er forbrugernes tillid også stigende, og det smitter af på boligmarkedet.
/ritzau/