Siden onsdag i sidste uge har det med få klik været muligt at få adgang til cpr-numrene for seks medlemmer af Helsingør Byråd, heriblandt borgmesterkandidat Henrik Møller (S).
Ved en fejl har administrationen i Helsingør Kommune lagt en fuldmagt online på hjemmesiden Politiker Web, hvor politikerne har skrevet deres fulde navn, adresse og cpr-nummer, skriver Frederiksborg Amts Avis.
- Det er enormt uheldigt. Det skal ændres med det samme, siger Henrik Møller til Frederiksborg Amts Avis.
Ikke længe efter at avisen tog fat i kommunen for at spørge ind til offentliggørelsen, blev dokumentet fjernet.
- Det er en fejl af den slags, som vi siger aldrig må ske. Men ingen personer eller systemer er ufejlbarlige, siger kommunaldirektør i Helsingør Kommune, Bjarne Pedersen.
Han forklarer, at dokumentet var havnet i en bunke med offentligt tilgængelige dokumenter.
- Bilaget skulle ikke have været på hjemmesiden, siger han.
Kommunaldirektøren føler sig meget sikker på, at der ikke ligger flere cpr-numre på nettet, men han vil ikke love, at det ikke kan ske igen.
- Jeg kan ikke garantere, at det ikke sker. Vi er meget opmærksomme, og borgerne skal ikke være bekymrede, siger Bjarne Pedersen.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.