Flere og flere danskere finder beskæftigelse syd for den dansk-tyske grænse. Sådan lyder vurderingen fra Infocenter Grænse i Padborg, der rådgiver grænsependlere, skriver Flensborg Avis.
Der findes ingen statistisk pålidelige tal på, hvor mange danskere der arbejder i Tyskland, men ifølge Peter Hansen, der er leder af Regionskontor & Infocenter i Padborg, er der tegn på, at flere og flere danskere har fundet job syd for grænsen.
- Der kommer stadig flere grænsependlere med bopæl i Danmark og arbejde syd for grænsen for at få rådgivning. Denne udvikling aftegnede sig i 2013 og har ikke været set før i det omfang, siger Peter Hansen til Flensborg Avis.
Det er almindelige danske lønmodtagere som håndværkere, bagere og slagtere, der i stigende grad finder job i Tyskland, og det er der flere grunde til.
- At flere og flere danskere finder job syd for grænsen, skyldes dels den generelle arbejdsmarkedssituation, men også, at jobcentrene i Danmark er blevet bedre til at informere om mulighederne syd for grænsen. Det har betydet, at danskerne har fået øjnene op for, at der er jobmuligheder i Tyskland, siger Peter Hansen.
Regionskontor & Infocenter har netop offentliggjort en arbejdsmarkedsrapport for 2013, og her vurderer man, at der er omkring 1200 grænsependlere med bopæl i Danmark og job sydfor grænsen.
Antallet af arbejdstagere, der pendler fra Tyskland til Danmark for at arbejde, er steget kontinuerligt fra 2004 til 2008, faldet kontinuerligt fra 2008 til 2012 og steget en smule igen fra 2012 til udgangen af 2013. Antallet af tyske grænsependlere i 2013 er opgjort til 7307, skriver Flensborg Avis