Lørdag er det ti år siden, at over 25.000 ansatte i den amerikanske bank Lehman Brothers fik besked på at forlade deres arbejdsplads øjeblikkeligt.
Investeringsbanken var vokset meget op til finanskrisen. Det var stærkt hjulpet på vej af sub-primelån, som var lån med stor risiko og lav rente. Lånene gik typisk til folk med lav indkomst.
Banken lånte langt flere penge ud, end hvad den selv havde i kassen. Selv et lille fald i markedet kunne altså udradere al reel værdi i banken.
Banken blev ramt ekstremt hårdt og krakkede, da det oppustede marked for boliglån faldt.
Krakket kickstartede finanskrisen, hvor den finansielle sektor blev forgiftet.
Danmark mærkede også krisen. Erhvervslivet gik i stå flere steder, banker krakkede og tusindvis mistede jobbet.
Finansminister Kristian Jensen (V) vurderer, at Danmark har rystet krisen af sig. Danmark har lært af krisen og står bedre rustet nu.
- Vi har langt mere at stå imod med, hvis der skulle komme nedgang i økonomien. Hvis der skulle komme tab, så kan bankerne klare det i langt bedre grad nu, end de kunne for ti år siden, siger Kristian Jensen.
Gordon Brown, der var premierminister i Storbritannien under krakket, advarer mod, at der kan være en ny krise på vej, hvis ikke verden vågner op.
- Vi er i fare for at gå i søvne ind i en fremtidig krise. Der er brug for en alvorlig opvågning i forhold til eskaleringen af risici, men vi er i en lederløs verden, siger Gordon Brown til The Guardian.
Noget af trykket fra finanskrisen blev lettet ved hjælp af internationalt samarbejde. Senest er verdenshandlen blevet ramt af protektionistiske tiltag.
Protektionisme er ifølge finansministeren en udfordring.
- Den internationale solidaritet der var (for ti år siden, red.), hvor vi hjalp hinanden og havde åbne handelsforbindelser til hinanden, er begyndt at fryse ned. Det vil gøre det sværere, siger Kristian Jensen.
Chefen for Den Internationale Valutafond, IMF, Christine Lagarde, er mere urolig.
- Vi er kommet langt, men ikke langt nok. Systemet er mere sikkert, men ikke sikkert nok, skriver hun i anledning af 10-året for Lehman Brothers' kollaps.
Hun tilføjer, at det er bekymrende, at industrien presser på for at få tilbagerullet reglerne, der blev vedtaget efter krisen.
Kristian Jensen vurderer, at en potentiel krise vil være en udfordring for Danmark, der er internationalt afhængige.
- Selv om at vi har ryddet op i Danmark, så er vi internationalt forbundet. En bankkrise i Europa eller en finanskrise i Europa vil påvirke vores arbejdspladser herhjemme, siger Kristian Jensen.
Han understreger, at et internationalt samarbejde er et must, hvis en ny krise rammer.
/ritzau/