Man tænker måske ikke lige umiddelbart, at æg, købt i supermarkeder har potentiale til at blive til hverken kyllinger eller ællinger. Men det kan rent faktisk lade sig gøre at ruge på den type æg.
Det har en engelsk kvinde fundet ud af. Det er nemlig lykkedes hende at ruge hele tre ællinger ud i en rugemaskine. Æggene købte hun i den engelske supermarkedskæde Waitros og placerede dem i en rugemaskine mens hun havde orlov fra sit arbejde.
Hun ventede tålmodigt og efter fire uger, hørte hun det første æg briste. Ud af de seks andeæg, hun købte, kom der tre ællinger ud. De har fået navne Beep, Peep og Meep. Det skriver Ekstra Bladet.
Kvinden, der hedder Charli Lello, var meget overrasket over, at hendes eksperiment virkede.
– Jeg vidste jo, at det var æg fra et supermarked. De er både blevet samlet sammen, bumlet rundt i en leveringsbil, raslet rundt på en vogn, blevet sat på en hylde og blevet flyttet rundt på af jeg ved ikke, hvor mange mennesker, siger hun til BBC.
Hendes plan er at beholde de små ællinger som kæledyr.
En talsmand fra supermarkedskæden forsikrer, at det er helt sikkert at spise æg fra supermarkedet – også selvom de kan være befrugtet. Han forklarer, at det er nærmest umuligt for æg-avlerne at skille hanner fra hunner. Det er forklaringen på, hvordan befrugtede æg havner i køledisken.
Det er ikke første gang, at folk har forsøgt at ruge på æg fra køledisken. For nogle år siden fik en norsk kvinde to kyllinger ud af en bakke med 12 æg, som hun havde købt i Rema1000.
En hollandsk mand skulle også have haft held til at udruge et vagtelæg, der også var købt i en butik.