Fem tyrkiske fagforeninger meddeler, at deres medlemmer vil strejke mandag i protest over myndighedernes behandling af demonstranter i Istanbul og andre tyrkiske byer de seneste uger.
Sammenslutningen af Offentligt Ansatte (Kesk), som har 240.000 medlemmer samlet i 11 mindre fagforbund, vil strejke sammen med De Revolutionære Fagforeninger (Disk).
Efter den fælles meddelelse kom fra Kesk og Disk har tre andre foreninger tilsluttet sig strejken.
De tre fagforeninger repræsenterer læger, ingeniører og tandlæger.
De seneste to uger har budt på adskillige sammenstød mellem demonstranter og sikkerhedsstyrker i byer over hele landet.
Lørdag aften gik sikkerhedsstyrker i stort tal ind på Taksimpladsen og i den nærliggende Gezipark med gravkøer, tåregas og vandkanoner.
Her udførte de Erdogans ordre om at rydde området for demonstranter før et partimøde søndag i premierministerens regeringsparti AKP.
/ritzau/Reuters