FC Midtjylland smed to point i den dybe overtid, da holdet i Esbjerg måtte se hjemmeholdet udligne til 2-2 i Superligaen søndag aften.
Midtjyderne sad på begivenhederne i størstedelen af kampen, og derfor var cheftræner Kenneth Andersen da også ærgerlig over, at holdet ikke vandt.
- Det var så tæt på, som det kunne komme. I forhold til gameplanen så lykkedes vi, og drengene leverede en rigtig fin indsats.
- Det eneste, jeg ikke er tilfreds med, er, at vi manglede den afgørende skarphed og kvalitet, hvor tingene skulle afgøres, siger Kenneth Andersen.
Han erkender dog, at esbjergenserne er en svær modstander, som man ikke bare lige besejrer.
- Esbjerg er godt organiseret, og de arbejdede sindssygt hårdt for hinanden. Vi kunne godt mærke, de havde en stor tro på tingene, så man skal jo også huske, at det ikke er en let modstander.
- Når det er sagt, så skulle vi have scoret yderligere efter 2-1-målet, for det ville have punkteret kampen. Vi havde chancerne til det, og det havde givet os sejren, siger FCM-træneren.
Forsvarsspiller Erik Sviatchenko er på linje med sin cheftræner.
- Langt hen ad vejen spillede vi en perfekt udekamp, og man kan jo bare kigge på Esbjergs resultater for at forstå, at det ikke bare er et sted, man kan tage hen og tage tre point let.
- Man skal kæmpe for en sejr mod Esbjerg, hvilket vi også gjorde langt hen ad vejen. Derfor er det også bare ekstrem utur ikke at vinde, når vi var så tæt på, siger Erik Sviatchenko.
FC Midtjylland får i næste runde besøg af Vejle.
/ritzau/