Tirsdagens sejr på 26-23 ude over Randers HK giver de forsvarende håndboldmestre, FCM Håndbold, rigtig gode muligheder for at spille sig videre til DM-finalerne.
FCM Håndbolds landsholdsspiller Line Jørgensen er dog klar over, at returkampen næste tirsdag ikke bliver en ekspeditionssag.
- Det er et rigtig godt resultat på udebane for os, men det er kun første halvleg, der er spillet, og alt kan ske på en halvleg.
- Det så vi, da vi var foran med ni mål ved pausen mod Viborg og alligevel tabte. Vi har meget arbejde at gøre, før den er i hus, understreger Line Jørgensen.
I grundspillet tabte FCM Håndbold med fem mål hjemme til Randers HK.
- Vi har tabt til Randers før, så alt kan ske. Det er ikke sikkert, at vi tager den hjem, for Randers har et rigtig stærkt hold, siger Line Jørgensen.
FCM Håndbold var bagud 7-12 i tirsdagens DM-semifinale, inden holdet via 12-13 ved pausen fik vendt kampen i anden halvleg.
Eftersom DM-semifinalerne i år spilles efter Europa Cup-reglerne, kan FCM Håndbold tabe returkampen på hjemmebane med to mål og alligevel komme i DM-finalerne.
- Det betyder selvfølgelig, at Randers er under pres. Men vi skal stadig være offensive og ikke vente på dem. Vi skal angribe og gå efter sejren på hjemmebane, siger Line Jørgensen.