Superligaen er onsdag blevet en smule mere eksotisk.
FC Midtjylland har nemlig lejet den 20-årige brasilianske midtbanespiller Evander da Silva Ferreira i klubben Vasco da Gama, hvor store brasilianske profiler som Phillipe Coutinho, Romario og Dunga tidligere har spillet.
Lejeaftalen gælder for resten af sæsonen og indeholder en købsoption.
Det oplyser de forsvarende danske mestre i en pressemeddelelse.
- Evander er et kæmpe talent, som i en tidlig alder etablerede sig i brasiliansk topfodbold.
- Evander er en typisk brasiliansk 10'er, som har tilføjet defensiv ansvarlighed til sit spil, og han har et unikt drive med bolden samt ikke mindst et fantastisk skud, siger Svend Graversen, sportschef i FC Midtjylland, i pressemeddelelsen.
Den unge brasilianer har tidligere i karrieren vundet det sydamerikanske mesterskab for U17-landshold og repræsenterede ligeledes Brasilien ved U17-verdensmesterskaberne i 2015.
Evander da Silva Ferreira siger selv, at han tager til Danmark for at skabe muligheder for sig selv.
- Jeg garanterer for, at jeg vil gøre mit bedste, for at fansene kommer til at huske mig. Jeg er ambitiøs og vil vinde mesterskaber, siger brasilianeren.
Den 20-årige midtbanespiller debuterede på Vasco da Gamas førstehold i 2016 og har siden dengang spillet 34 kampe for klubben og lavet tre mål.
/ritzau/