De 25 ansigter stirrer på seeren fra 25 ens plasmaskærme, mens tonerne fra deres læber vokser til et højrøstet unisont kor. Nogle ansigter er generte og indadvendte og andre er stolte, mens de synger i vilden sky. Men fælles for alle er den dedikation, der lyser ud af de 25 ansigter, mens de synger John Lennons sange, som gjaldt det deres liv.

De syngende John Lennon-fans udgør tilsammen videoinstallationen ’Working Class Hero – A Portrait of John Lennon’, af videokunstneren Candice Breitz, der kan opleves på Louisianas nye Contemporary. Værket består af 25 mennesker, der er filmet, mens de genopfører Lennons første soloalbum ’Plastic Ono Band’ i sin fulde længde fra start til slut.

Lennon-fansene er udvalgt fra hele verden ved hjælp af et eneste kriterium: De skulle kunne det legendariske album udenad.

Ikoniske værker

Candice Breitz er født og opvokset i Sydafrika og har siden starten af sin karriere været fascineret af filmens univers. Hun udtrykker sig både ved hjælp af fotografiske værker og videokunst, og har tidligere udstillet sine ikonografiske installationsværker i blandt andet München, New York og Venezuelas hovedstad Caracas.

I 2005 gjorde hun sig bemærket herhjemme, da hendes værk Mother + Father var med på Louisianas udstilling Sip My Ocean . Efterfølgende købte museet værket til dets samling.

I sine værker fokuserer Candice Breitz på popkulturen, og på Louisianas Contemporary-udstilling udforsker hun forholdet mellem popidoler og deres fans.

»Ofte viser man ikonerne. Men Candice Breitz viser de fans, som dyrker dem, og det er med til at gøre værkerne så interessante,« fortæller Anders Kold, der er udstillingens kurator.

Ifølge ham er det bemærkelsesværdigt, at de syngende Lennon-fans både imiterer deres idol, men samtidig har deres egen historie at fortælle. For eksempel havde en af de medvirkende kort før optagelsen af værket mistet sin familie og blev derfor dybt berørt af at synge Lennons følelsesladede sange.

Sort sminke og bar mave

Udover ’Working Class Hero – A Portrait of John Lennon’ består udstillingens af fire fotografier med gruppefotos af fans af så forskellige popidoler som Grateful Dead, Abba, Marilyn Manson og Britney Spears.

På de store billeder poserer fansene både som sig selv og deres idoler – Manson-fansene iført tunge militærstøvler, sort goth-sminke og alvorlige miner, og Britney-fansene i bare maver, hotpants og sensuelt lokkende læber. På fotografiet af Grateful Dead-fans er 19 midaldrende hippier foreviget i spraglet batiktøj omringet af fan-merchanedise med fire små børn fra den nye genration af fans i midten.

Selvom fanbillederne både udstråler humor og alvor, er formålet med dem ifølge Breitz hverken at latterliggøre eller udstille fankulturen:

»Min interesse ligger i give dem en ny rolle for at vise deres logik – og i særlige tilfælde at skubbe til deres grænser.«