Britisk grænsepoliti har fundet over et ton kokain gemt i en sending af bananmos på havnen London Gateway i nærheden af Essex.
Det oplyser Storbritanniens enhed mod organiseret kriminalitet, National Crime Agency (NCA), ifølge den britiske avis The Independent.
De 1060 kilo kokain blev fundet af betjente under et rutinetjek af en skibscontainer 12. november. Kokainen er ifølge myndighederne blevet lastet i Colombia, inden den skulle sejles videre til Antwerpen i Belgien.
Fangsten vurderes ifølge BBC at have en værdi af 100 millioner britiske pund svarende til cirka 823 millioner kroner.
Kokain-fundet er det næststørste i løbet af de seneste to måneder i Storbritannien, hvor grænsepoliti har gennemført flere proaktive operationer for at finde ulovlige stoffer under coronapandemien.
Det førte i september til, at grænsepoliti fandt 1155 kilo kokain i en skibscontainer, der ligeledes var på vej til Antwerpen.
Lovmyndigheder oplyser ifølge The Independent, at coronarestriktioner for fly- og skibsindustrien siden marts har gjort det sværere for kriminelle bander at importere og transportere ulovlige varer.
Det betyder blandt andet, at bander bliver tvunget til at sende større mængder kokain i en enkelt last ad gangen, hvilket gør det nemmere for politi at opdage.
NCA oplyser, at en del af den beslaglagte kokain sandsynligvis ville være endt på gaden i Storbritannien, selvom sendingen skulle til Belgien.
Afdelingsleder i NCA Jacque Beer siger ifølge The Independent, at beslaglæggelsen vil være "et hårdt slag for de involverede kriminelle grupper".
/ritzau/