Antallet af omkomne efter fredagens jordskælv i Tyrkiet er steget til 29. Det meddeler den tyrkiske regerings nødberedskab lørdag aften.
Omkring 1500 mennesker er kvæstet som følge af de voldsomme rystelser, der ramte byen Sivrice i det centrale Tyrkiet.
Redningsmandskab fortsætter eftersøgningen efter 19 mennesker, der menes at ligge begravet under murbrokkerne.
Hundredvis af mennesker venter lørdag aften i spænding bag de afspærringer, der er sat op rundt om de kollapsede bygninger, hvor redningsmandskabet arbejder.
- Jeg har tre familiemedlemmer i den bygning: en mand, hans kone og hendes mor, siger Mustafa på 40 år, som er en af de mange, der venter på nyheder om eftersøgningen.
43 mennesker er reddet ud af ruinerne i live, oplyser det tyrkiske nødberedskab.
I alt er 72 bygninger styrtet sammen, mens næsten tusind andre er beskadiget.
Tyrkisk tv har vist direkte billeder af, at folk bliver reddet ud af ruinerne.
En af dem, der er reddet ud i live, er en kvinde ved navn Azize, som formåede at ringe efter hjælp, mens hun lå under murbrokkerne. Hun talte også med en redningsarbejder i telefonen, skriver det statslige nyhedsbureau Anadolu.
Lørdag aflyste den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, en planlagt tale i Istanbul og rejste i stedet til det jordskælvsramte område. Her deltog han blandt andet i begravelsen af en kvinde og hendes søn, der begge døde under jordskælvet.
Jordskælvets styrke er målt til 6,8. Flere bygninger er kollapset som følge af de kraftige rystelser.
Skælvet lå i 10 kilometers dybde. Det ramte distriktet Sivrice i provinsen Elazig klokken 20.55 lokal tid.
Lørdag blev området ramt af et efterskælv, der er målt til 5,1.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP