Højesteret har tirsdag besluttet, at lederen af banden Loyal To Familia, Shuaib Khan, skal udvises.
Det er langtfra første gang, at Khan har været på kant på loven.
* Han blev idømt otte års fængsel for dødsvold mod William Lennon Davis i Aalborg i 2007. Ofret blev sparket, fastholdt og tildelt 14 knivstik og adskillige stik med en smadret flaske.
* Khan er også dømt for flere voldsforhold, våbenbesiddelse og spirituskørsel.
* En af voldsdommene blev afsagt ved Østre Landsret i 2015, hvor Khan sammen med flere andre overfaldt den tidligere bandefigur Store A. Landsretten idømte ham her en betinget udvisning.
* Shuaib Khans forældre er som følge af sønnens seneste dom for trusler blevet smidt ud af deres lejlighed, hvor de har boet i 34 år. De har dog anket afgørelsen til landsretten.
* I september forbød Københavns Politi Loyal To Familia. Forbuddet skal prøves ved domstolene, og til februar tager Københavns Byret hul på sagen.
* Det er politiets opfattelse, at Khan er leder af banden, der blev dannet i området omkring Blågårds Plads på Nørrebro. I et retsmøde har han tidligere bekræftet, at han er leder af banden.
Kilder: Ritzau og domsudskrifter.
/ritzau/