D'Hondts metode er siden 1909 blevet brugt til at afgøre, hvem der skal sidde i kommunalbestyrelsen, når stemmetallet foreligger.
Den går ud på, at man tager de enkelte partier eller valgforbunds stemmer og deler med henholdsvis 1, 2, 3 og så videre og får dermed forskellige kvotienter.
Det første mandat går til den højeste kvotient, det næste til den næsthøjeste, og sådan fortsætter man, til alle mandaterne er fordelt.
Hvis der er indgået valgforbund, fordeler man bagefter forbundenes mandater ud på de deltagende partier på samme måde.
Metoden er omstridt, fordi den favoriserer de største partier en smule.
Det medførte ved det seneste kommunalvalg i 2013, at partier fik absolut flertal i kommunalbestyrelserne i Billund, Brøndby og Ishøj, selv om de ikke opnåede 50 procent af stemmerne.
D'Hondts principper for mandatfordeling bruges i mange lande over hele verden.
I Norge og Sverige bruger man dog varianter af Sainte-Laguës metode, hvor man kun benytter de ulige divisorer: 1, 3, 5 og så videre.
Denne metode har også tidligere været anvendt ved folketingsvalg i Danmark.
Et andet alternativ til d'Hondts metode er største brøks metode. Her dividerer man det samlede antal stemmer med antallet af mandater for at finde prisen på et mandat.
Så dividerer man hvert enkelt partis stemmetal med mandatprisen og runder ned.
De resterende mandater fordeles således, at partiets med den største restbrøk får det første, den næststørste får det næste og så fremdeles, indtil alle mandater er talt op.
Kilder: retsinformation.dk, Den Store Danske, Folketinget.
/ritzau/