FAKTA: Politikere strammer krav til dansk statsborgerskab igen

Det bliver sværere at få statsborgerskab for tidligere dømte og modtagere af offentlige ydelser.

Regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har indgået en ny indfødsretsaftale, som gør det sværere at blive dansk statsborger.

Det er anden gang i valgperioden, at reglerne for at blive dansk statsborger strammes.

Se her nogle af de skærpede betingelser, som Udlændinge og Integrationsministeriet præsenterer dem:

* Aftalen skærper krav om selvforsørgelse:

En ansøger må ikke have modtaget visse offentlige ydelser de seneste to år. Desuden må ansøgere ikke have modtaget ydelser inden for en periode på mere end fire måneder inden for de seneste fem år. Hvis ansøgeren har modtaget dagpenge ud over fire måneder, forlænges selvforsørgelsesperioden.

* Det bliver sværere at blive dansk statsborger, hvis man er tidligere dømt:

Man udelukkes permanent fra at blive dansk statsborger, hvis man er idømt ubetinget fængselsstraf på et år eller derover, enhver ubetinget fængselsstraf på tre måneder eller derover for personfarlig kriminalitet samt straffe for blandt andet bandekriminalitet, vold mod børn samt seksualforbrydelser.

* Kravene til ansøgernes indsats for at have tilegnet sig det danske sprog skærpes.

Der stilles skrappere krav til dokumentation i de sager, hvor en ansøger på grund af sygdom anmoder om dispensation fra danskkravet.

* Der oprettes en særlig kontrolinstans for lægeerklæringer i forbindelse med behandlingen af ansøgninger om dansk statsborgerskab.

Folketingets Indfødsretsudvalg kan anmode instansen om en udtalelse, hvis der i forbindelse med behandlingen af en konkret sag opstår tvivl om kvaliteten af en lægeerklæring.

* Man kan fremover kun få dansk statsborgerskab, hvis man deltager i en ceremoni i sin bopælskommune.

Ved ceremonien skal ansøgere skrive under på at ville overholde Grundloven og respektere grundlæggende danske værdier og retsprincipper, herunder det danske demokrati.

* Opmærksomheden skærpes på tilfælde, hvor dansk statsborgerskab kan frakendes ansøgere.

Kilde: Udlændinge og Integrationsministeriet.

/ritzau/