Humørikoner er blevet en stor del af tidens sociale kommunikation - i hvert fald online.
Softwareorganistionen Unicode Consortium har netop lanceret 56 nye af slagsen, hvor blandt andet en kvinde, der bærer hijab, og en ældre kvinde er i blandt.
* Den nyeste opdatering bliver tilgængelig for brugere afhængig af, hvornår it-giganterne vælger at opdatere deres systemer.
* Når det sker, vil blandt andet et ansigt, der springer i luften, en mand med skæg og en ammende kvinde være iblandt.
* Ifølge en rapport fra 2016 bliver humørikonerne brugt af 92 procent af de personer, der bevæger sig online på blandt andet smartphones eller computere.
* Sidste år blev udvalget af emojis opdateret med humørikoner med en samling kvinder, der arbejder. Tidligere fandtes der ingen kvindelige emojis med job.
* Det var 11 Google-forslag til nye ikoner, der blev godkendt og banede vej for eksempelvis en kvindelig kok, forsker eller landmand, ligesom de eksisterende mandeikoner fik kvindelige pendanter og omvendt.
Dengang kom Nathalie Larsen, digital chef hos PR-bureauet Lead Agency, med fire bud på, hvorfor ikonerne bliver brugt af så mange mennesker hver dag:
* Emojis er et ekstremt stærkt kommunikationsmiddel, og noget som er meget anvendt i vores dagligdag. Det er simpelthen en enkel og intuitiv måde at vise reaktioner og følelser.
* Emojis udtrykker en følelse eller reaktion på en anden måde, end hvis det skal beskrives med ord. Vi tænker i billeder - ikke i det skrevne ord - og derfor er emojis meget enkle at anvende for de fleste
* De er universelle ikoner, som alle kan forstå, og de kan kvalificere kommunikationen.
* Man kan for eksempel bløde samtalen lidt op med en smiley, hvis man skal give en alvorlig besked, eller man kan understrege sin ironi i en besked, hvis der er brug for det.
Kilder: Ritzau, 2016 Emoji Report
/ritzau/