De to hovedorganisationer i fagbevægelsen LO og FTF fusionerer fra 1. januar. Og fredag har de fundet deres nye navn.
Fra nu af er der tale om en hovedorganisation ved navn FH, Fagbevægelsens Hovedorganisation.
Det bliver en sværvægter i den danske arbejderbevægelse, som man kan læse mere om her:
* LO er Danmarks største hovedorganisation. Det er en paraplyorganisation for 18 fagforeninger, hvoraf 3F, HK, FOA og Dansk Metal er de største. Håndværkere, industriarbejdere og butiksansatte er blandt de største grupper.
* Der er omkring en million medlemmer af LO's forbund, hvoraf cirka 800.000 er i arbejde. Privatansatte fylder mest.
* FTF er fællesforbund for 70 mindre medlemsorganisationer og har 450.000 medlemmer med omkring 350.000 i arbejde. Størstedelen er offentligt ansatte.
* De største FTF-forbund er Danmarks Lærerforening, Dansk Sygeplejeråd og Bupl, der er pædagogernes fagforening.
* LO og FTF har arbejdet på en fusion siden 2015.
* Den samlede organisation, FH, vil have omkring 1,4 millioner medlemmer og LO's formand Lizette Risgaard i spidsen.
Kilder: LO, FTF, Ugebrevet A4.