Det blev kaldt danmarkshistoriens største skattetyveri, da statskassen blev drænet for 12,7 milliarder kroner i skandalen om udbytteskat. Men Danmark var kun én brik i et langt større komplot, som har ramt ni lande i Europa. I alt er offentlige kasser tømt for anslået 410 milliarder kroner.
Læs her, hvordan svindlen angiveligt er foregået mod Danmark:
* Et større organiseret netværk af selskaber i udlandet har tilsyneladende søgt om at få udbetalt udbytteskat på baggrund af fiktive aktiebeholdninger og forfalsket dokumentation.
* Selskaber i udlandet skal ikke betale skat af udbyttet af deres aktier, mens skatten for danske selskaber er på 27 procent.
* Svindlen sker, hvis selskaberne har søgt om at få tilbagebetalt udbytteskat, uden de har ejet de aktier, som de vil have tilbagebetalt skat for.
* Ifølge Politikens oplysninger er de to sigtede i USA samt en tredje sigtet - briten Sanjay Shah - mistænkt for blandt andet at have svindlet igennem fiktive amerikanske pensionsfonde.
* Ved at hævde, at pensionsfondene ejede aktier i danske selskaber for mange milliarder, påstod svindlerne, at pensionsfondene havde ret til at få udbytteskat retur efter aftaler om dobbeltbeskatning mellem Danmark og USA.
* Skattestyrelsen har anlagt 388 civilretlige sager med et samlet krav på 12,7 milliarder kroner. Retssagerne er anlagt i blandt andet USA, Storbritannien, Malaysia og Dubai.
Svindlen fandt sted i perioden fra 2012 til 2015.
* 18. oktober 2018 afslører Politiken, DR og 17 andre europæiske medier, at en hård kerne af spekulanter har drevet spekulation og svindel med udbytteskat i mindst ni lande i Europa. Samlet set har landene tabt 410 milliarder kroner.
Kilde: Skat, Politiken, Skattestyrelsen.