I dagbogen, der strækker sig fra februar til august 2010, fortæller feltpræst Victor Greve om oplevelser, der rækker langt ud over den almindelige præste-gerning.

Feltpræsten har blandt andet forsvaret en fremskudt dansk militærlejr med karabin (automatvåben, red.) og håndgranater.

Det vækker vækker forargelse blandt eksperter i humanitær lov og flere eksperter mener, at feltpræsten har gjort sig skyldig i at bryde krigens love i Genève Konventionerne.

Ifølge eksperterne må hverken feltpræster, nødhjælpsarbejdere, sygehjælpere og andre, der går under betegnelsen non-kombattanter (ikke-soldater, red.), under ingen omstændigheder deltage i fjendtligheder.

Non-kombatterne må end ikke tage en vagt for en dødtræt soldat.

Her kan du læse uddrag fra feltpræstens dramatiske maj måned i Green Zone, der er et af de farligste steder at være for en dansk soldat i Afghanistan.

LØRDAG DEN 1. MAJ 2010

Victor Greve vil bruge dagen på at forberede morgendagens gudstjeneste, mens soldaterne laver et kors, men varme og snak forsinker hans forberedelser.

"Lidt senere er der befaling for aftenpatrulje. Planen er, at vi skal lokke Taliban frem fra deres skjul, som er alt for tæt på vores lejr."

(...)

"Jeg beder en bøn for drengene, som jeg har skrevet specielt til dem og velsigner dem, og de bevæger sig ud i det ukendte mørke land."

Med en hjemmelavet bombe og høje skrig vil feltpræsten og soldaterne få Taliban til at tro, at de er kørt på en vejsidebombe. Den falske ulykke skal få Taliban til at angribe.

"Der bliver formet et kilo sprængstof med en kort lunte. Og pludselig siger artilleri-manden til mig: Hvad så, er du klar på at gå med ud og kaste lidt sprængstof? Øh… ja, hvorfor ikke! svarer jeg."

Victor Greve tøver, fordi artilleri-manden minder ham om, at de selv kan blive ramt. Han tøver også, fordi han som non-kombattant (ikke-soldat, red.) ikke er trænet i at kaste med hjemmelavede bomber.[pagebreak]

"To minutter senere får vi tegn, og jeg gør mig klar. Jeg kravler op ad skrænten og løber hen imod pigtråden. Aktiverer lunten, og der begynder at springe små gnister fra lunten."

På linjerne i dagbogen erkender feltpræsten, at det ikke er særligt gennemtænkt, men han siger ikke stop.

"Jeg kaster så langt som overhovedet muligt, hvilket desværre ikke var så langt, løber tilbage og kurer ned ad skrænten. Få sekunder efter lyder der et kæmpe brag, og kort tid efter sniger vi os ind i lejren igen, hvor der bliver råbt og skreget, så man kan høre det i miles omkreds."

"Efter 20 minutters tid får vi melding fra patruljen, at alt er stille, og at Taliban ikke reagerede på braget. En time senere kommer patruljen ind, trætte og lettede, men også lidt skuffede."

TIRSDAG DEN 4. MAJ 2010

Kun tre dage senere lader Victor Greve sig igen rive med af stemningen i militærlejren.

"Stormen har nu været i gang i tre timer, og jeg er klatret op på en vagtpost for at afløse en af soldaterne, som ikke længere kan se, fordi hans øjne er fuldstændigt sandede til. Jeg bliver nødt til at stå side om side med den anden, som står og holder vagt. Fordi der er for lidt plads, og fordi jeg ikke kan se en hånd for mig."

"Han tager min hånd og fører den hen til karabinen (automatvåbnet, red.), som ligger lige foran mig, men jeg kan ikke se den, før han tager min hånd og lægger den på karabinen, og det selvsamme sker, da jeg skal vide, hvor håndgranaterne ligger."

Nabo-lejren er blevet angrebet af Taliban. Telegrafen har meldt over radioen, at 11 danske soldater er sårede, hvilket intensiverer stemningen i feltpræstens lejr.

"Vi kan kun fyre løs ud i nattens tunge mørke natteskyer, og højst ramme det ene sandkorn efter det andet. Noget andet er, at vores sårede kammerater ikke kan transporteres til Felthospitalet i Bastion, da helikopterne ikke kan flyve p.g.a. stormen."

"En tredje ting farer gennem mit hoved. Jeg skulle jo have været der og hjulpet dem, som feltpræst have ydet sjælesorg."

"Nu står jeg her som en anden soldat og forsvarer lejren med en karabin og håndgranater."

(...)

"Min samvittighed er ved at æde mig op. Fordi jeg ikke er der, hvor en feltpræst skal være, og samtidig er jeg forvirret og lettet over, at jeg ikke er der, for der er ingen tvivl om, at det lige så godt kunne have været mig, der nu var på vej til Danmark, hårdt såret, med et granatstykke siddende godt inde i hjerneskallen."

TIRSDAG DEN 1. JUNI 2010

Victor Greve befinder sig i en næsten mennesketom militærlejr.

"Foruden dem, som står vagt, er vi tre tilbage. Vi sætter os ind i piranhaen (pansret mandskabsvogn), hvor vi over nettet kan følge med i, hvad der foregår på patruljen. Efter kort tid lyder der et kæmpe brag, vi styrter ud af piranhaen og ser en stor røgsky."

Soldaterne, der er ude på patruljen, er kørt på en vejsidebombe. Der ydes førstehjælp, og patruljen fortsætter.[pagebreak]

"De kommer i ildkamp, men den ophører ligeså hurtigt, som den begyndte. Patruljen fortsætter. Klokken er efterhånden blevet 1300 og der har været stille på nettet i lang tid."

"BOOOM… Lyden af braget får os til at gispe i piranhaen. Vi sidder alle tre bomstille, mens vi sveder tran, og alle kigger på radioen, hvor vi afventer en melding fra patruljen."

Feltpræsten ved til Gud. Han beder i håbet om, at ingen af "drengene" er kommet til skade.

"Braget er sket lige uden for vores lejr. Der går ikke lang tid, før radioen melder: Contact explosion - contact explosion! Tre 'cat-a'. Det lyder ikke godt. Det betyder, at deres tilstand er kritisk!"

En dansk soldat er død. En anden er hårdt såret. En tredje er lettere såret.

"Vi kigger på hinanden og ryster på hovederne, mens tårerne lige så stille begynder at finde deres vej gennem tårekanalerne og løber ned af de svedige og sandede kinder. Ikke igen."

(...)

"Da hændelsesstedet ikke er langt fra vores lejr, løber jeg ud med vand til drengene. De er mærkede, trætte og chokerede. Jeg løber tilbage igen, da det er for farligt at tilbringe unødig tid ude hos drengene."

Timerne går.

"Nu skal vi bare have dem ind, nu er det værste forbi... Nu kan der ikke ske mere. Hvortil en af soldaterne siger: Det er først færdigt, når de alle er inde! I næsten samme øjeblik, sker det, der ikke må ske. Endnu et brag lyder. BOOOM… Fuck, fuck, fuck, siger vi alle tre i munden på hinanden." 

Endnu en dansk soldat er gået på en vejsidebombe. Dagen slutter med, at Victor Greve afholder en mindeandagt for den faldne soldat. Før han falder i søvn i soveposen, debriefer han nogle af de chokerede soldater. I morgen venter der dem endnu en patrulje.