Op mod 350 amerikanske medier bringer torsdag en leder som forsvar mod USA's præsident Donald Trumps anklager mod pressen, som han kalder producenter af "fake news".
Alt fra små ugeudgivelser til store regionale aviser har sluttet sig til. Nogle af aviserne har allerede bragt deres leder onsdag.
Læs her, hvad en række af medierne skriver:
* The New York Times:
- Journalister og redaktører er mennesker og kan lave fejl. At korrigere dem er en kerneopgave i vores arbejde. Men at insistere på at sandheder, som man ikke bryder sig om, er "fake news", er farligt for demokratiets overlevelse. Og at kalde journalisterne for "en fjende af folket" er farligt. Punktum.
* The Boston Globe:
- Det har altid været det første skridt for ethvert korrupt regime at erstatte den frie presse med statsmedier. I dag har USA en præsident, som har gjort det til sit mantra, at den del af pressen, som ikke åbenlyst støtter den nuværende administrations politik, er "en fjende af folket".
* Daily Hampshire Gazette, Massachusetts:
- Trumps retorik giver næring til amerikanernes mistillid til journalister og slørrer grænserne mellem fakta og holdninger for læserne. (...) De verbale angreb øger journalisters frygt for deres sikkerhed.
* Daily Herald, Illinois:
- Det (Trumps angreb, red.) er tyrannernes sprog - Lenin, Stalin, Hitler, Chavez, Mao og utallige andre individer og organisationer, som klæder sig ud som den eneste legitime repræsentant for masserne. Er det deres selskab, USA ønsker at blive associeret med?
* The Arizona Daily Star:
- Mens Trump ofte rakker ned på The New York Times, CNN og andre nationale medier, så skåner hans mistillid ikke lokaljournalistikken. Lokale journalister, som os på Arizona Daily Star, ser vores job som en service til lokalsamfundet. Vi arbejder for, at I skal vide, hvad de folkevalgte politikere bruger jeres skattepenge på.
Kilder: The New York Times, The Boston Globe, Daily Hampshire Gazette, Daily Herald, The Arizona Daily Star.
/ritzau/