* Over en årrække - fra 2002 til 2018 - lykkedes det tilsyneladende en central medarbejder i Socialstyrelsen at flytte mindst 111 millioner kroner fra styrelsens kasser til sine egne konti.
* Den mistænkte er en 64-årig kvinde.
* Hun var afdelingsleder i Socialstyrelsen frem til 26. september 2018.
* Var ansat i mere end 40 år og har modtaget dronningens fortjenstmedalje i sølv for sit arbejde i styrelsen.
* Har en villa i Hvidovre ved København.
* Politianmeldt 25. september 2018 - mistænkt for groft underslæb.
* De stjålne penge skulle være fordelt over 274 udbetalinger.
* Kvinden var såkaldt superbruger af Socialstyrelsens it-systemer.
* I styrelsen har hun blandt andet været ansvarlig for satspuljen, der er penge øremærket særligt udsatte grupper i samfundet.
* Hun er på fri fod og er efterlyst internationalt.
* Kvinden er blevet varetægtsfængslet in absentia - altså uden at være til stede - efter et retsmøde for dobbeltlukkede døre 30. september.
* Hendes advokat, Nima Nabipour, fortæller til Ritzau, at han er i kontakt med kvinden. Men han vil ikke røbe, hvordan hun forholder sig til sagen.
* Til hendes adresse har der været knyttet et stutteri og en genbrugsforretning. Virksomheden blev stiftet i 2006 og ophørte i 2016.
* Sø -og Handelsrettens skifteret har 4. oktober 2018 taget kvinden under konkursbehandling, da hun er blevet erklæret personligt konkurs.
* Herefter har en kurator beslaglagt en ejendom i Danmark, en ødegård i Sverige og "et lille" indestående i et dansk pengeinstitut.
* Ifølge Jyllands-Posten viser billeder af den 64-åriges hus fra 2016, 2017 og maj 2018, at der har været parkeret biler af stor værdi uden for kvindens hjem i Hvidovre - herunder en Mercedes, en Audi og en Range Rover.
* Avisen skriver også, at den mistænkte ejer flere virksomheder i udlandet sammen med sin datter.
* Virksomhederne har at gøre med køb og salg af heste.
* Ifølge DR Nyheder har hun en sag mod Skat kørende ved Retten i Glostrup. Hun er utilfreds med, at hun skal betale højere registreringsafgift for en hestecamper.
Kilde: Ritzau, Børne- og Socialministeriet, Virk.dk, Politiken, Jyllands-Posten og DR.
/ritzau/