Det bliver for langt de fleste danskeres vedkommende en totalt ukendt samling af spillere, der onsdag aften går på banen, når Danmarks fodboldlandshold møder Slovakiet i en venskabskamp.
Blandt dem finder man både studerende, håndværkere, futsalspillere og en temperamentsfyldt angriber.
Her kan du lære vikarlandsholdet lidt bedre at kende:
Målmænd:
* Victor Larsen, Tarup-Paarup, 23 år: Er til daglig ansat som salgskonsulent ved Jysk Fynske Medier og har måtte tage fri fra arbejde for at tage til Slovakiet.
* Morten Bank, Avarta, 21 år: Var førstemand i Avarta-målet det meste af foråret og er til daglig studerende.
* Christoffer Haagh, Jægersborg, 31 år: Anfører på det danske futsallandshold, hvor han har spillet over 50 kampe.
Forsvarsspillere:
* Christian Bannis, Tarup-Paarup, 26 år: Arbejder til daglig som forsikringsrådgiver hos forsikringsselskabet Topdanmark.
* Mads Priisholm Bertelsen, Tarup-Paarup, 24 år: Venstreback, der til daglig er studerende og arbejder som lærervikar på Broby Fri- og Efterskole.
* Nicolai Johansen, Vanløse: Midterforsvarer, der lige nu ligger nummer to i 2. division øst med sin klub.
* Daniel B.V. Nielsen, Vanløse, 23 år: Midterforsvarer, der til daglig studerer på Danmarks Tekniske Universitet (DTU).
* Victor Hansen, Frederikssund, 19 år: Spiller futsal i sin fritid og studerer på Københavns Universitet.
* Christian B. Christensen, Jægersborg, 29 år: Har spillet tre kampe for det danske futsallandshold og er udlært snedker.
* Kasper Skræp, Tarup-Paarup, 18 år: Har en fortid i OB's ungdomsafdeling og spiller hovedsageligt højreback.
Midtbanespillere:
* Rasmus Gaudin, Vanløse, 28 år: Er til daglig studerende og har en fortid i Lyngby, hvor han var ungdomsspiller.
* Adam Fogt, Kastrup, 25 år: Læser informationsvidenskab og kulturformidling på Københavns Universitet og spiller futsal i Jægersborg.
* Anders Hunsballe, Greve, 25 år: Anfører i Greve, der spiller i Danmarksserien. Arbejder til daglig som dataanalytiker.
* Oskar Georg Højbye, Vanløse, 21 år: Har en fortid som ungdomsspiller i FCK og arbejder til daglig som projektkoordinatorassistent.
* Christopher Jakobsen, Hillerød, 23 år: It-studerende, der arbejder i Nordea og har en fortid i Avarta.
* Rasmus Johansson, HIK: Tidligere ungdomsspiller i FC Nordsjælland og har spillet futsal i Italien.
* Kevin Jørgensen, Jægersborg, 31 år: Kan blive den første serie 1-spiller nogensinde på det danske landshold.
* Kasper Max Hedegaard Kempel, Skovshoved, 24 år: Arbejder som håndværker og kan blive den anden landsholdsspiller med en fortid i Kolind-Perstrup efter Lars Jakobsen.
* Simon Vollesen, Birkerød, 20 år: Spillede ti kampe for Lyngby i Superligaen i foråret og studerer økonomi på Københavns Universitet.
Angribere:
* Anders Fønss, Tarup-Paarup, 30 år: Berygtet for sit temperament på banen og har tidligere spillet for Sønderjyske i 1. division.
* Troels Cilius Nielsen, Birkerød, 20 år: Scorede 17 gange for Lyngbys U19-hold i sidste sæson og studerer jura på Københavns Universitet.
* Christian Offenberg, Avarta, 30 år: Topscorer i 2. division og arbejder som account manager.
* Daniel Holm, Skovshoved, 23 år: Har en fortid i Brøndbys ungdomsafdeling.
* Louis Veis, Jægersborg, 26 år: Har spillet 33 kampe på det danske futsallandshold og arbejder til daglig som teamkoordinator for et socialt idrætsprojekt, der hjælper unge med særlige behov.
Kilder: BT, Politiken
/ritzau/