En 54-årig mand er ved Retten i Aarhus tirsdag blevet idømt anbringelse på en psykiatrisk afdeling på ubestemt tid. Han er dømt for at have dræbt sin kvindelige overbo på 56 år med adskillige knivstik.
Læs her, hvad en anbringelsesdom indebærer:
* Kriminelle, som er sindssyge eller mentalt retarderede, kan ifølge straffeloven ikke straffes.
* I mindre alvorlige sager kan retten i stedet idømme den kriminelle foranstaltninger såsom tilsyn, ambulant behandling, afvænning eller lignende.
* Retten kan i alvorlige sager vælge en anbringelsesdom. Her bliver den dømte tvangsanbragt på for eksempel en psykiatrisk afdeling eller en institution for personer med mentale handicap.
* Under anbringelsen vurderer den behandlende overlæge, hvilken behandling den dømte skal modtage.
* Det er overlægen på den afdeling, hvor anbringelsen finder sted, der bestemmer, om den dømte kan få udgang.
* Er anbringelsen sket på baggrund af en dom for alvorlig kriminalitet, er der i udgangspunktet tale om anbringelse på ubestemt tid. Dog senest efter fem år skal anklagemyndigheden sørge for at forelægge sagen for retten på ny.
* I meget alvorlige sager, hvor den dømte vurderes at være til ekstraordinær fare for andre, kan retten vælge en dom til anbringelse på Sikringsafdelingen i Slagelse.
* I modsætning til en almindelig behandlingsdom kan en anbringelsesdom kun ophæves af retten ved en såkaldt foranstaltningsændring. For eksempel kan dommen ændres til en almindelig behandlingsdom.
* En anbringelsesdom må ikke forveksles med en forvaringsdom. Begge er tidsubegrænsede foranstaltninger, men forvaring bruges over for personer, som ikke er sindssyge eller retarderede og derfor i udgangspunktet egnede til almindelig straf.
Kilder: Straffeloven, psykiatriloven, Region Sjælland, Kriminalforsorgen.
/ritzau/