Flere politikere på Københavns Rådhus vil lægge et loft over udlejninger via Airbnb i hovedstaden, skriver Politiken.
Overborgmester Frank Jensen (S) foreslår en model, hvor københavnerne maksimalt må leje deres bolig ud via udlejningsportalen i 60 dage.
Læs mere om Airbnb her, og hvor mange der bruger den i Danmark:
* Airbnb er en udlejningsportal på nettet, hvor private kan leje deres hjem ud til rejsende, mod at de betaler en del af indtægten til Airbnb.
* Tjenesten blev stiftet i 2008 i USA, men har siden bredt sig over hele verden.
* Tjenesten har haft massiv vækst. Fra 1. april 2016 til 1. april 2017 brugte 732.000 gæster Airbnb i Danmark.
I samme periode 2014-2015 brugte 214.000 gæster Airbnb i Danmark, mens tallet var 28.000 i perioden 2012-2013.
* Der var 31.000 aktive udlejere i Danmark fra 1. april 2016 til 1. april 2017. Det vil sige profiler på Airbnb, som har haft mindst en udlejning i det foregående 12 måneder.
* Heraf var de 19.000 udlejere i København. I alt 450.000 gæster brugte Airbnb i hovedstaden i perioden.
* Den typiske udlejer tjener ifølge Airbnb 14.600 kroner på at lade rejsende overnatte 22 nætter om året. Gennemsnitsalderen for udlejerne er 38 år.
* De besøgende rejser typisk to sammen. Og de overnatter typisk fire nætter.
* Ifølge en undersøgelse blandt 2000 danske gæster, som Airbnb selv har lavet, bruger hver gæst i gennemsnit 1700 kroner om dagen på mad, shopping, forlystelser og så videre.
* 81 procent af gæsterne kommer fra europæiske lande, mens 12 procent kommer fra Nordamerika.
Kilde: Airbnb.
/ritzau/