Helle Thorning-Schmidt (S) har flere gange betonet, at det høje danske lønniveau koster tabte job til udlandet.
Men statsministeren overdriver lønnens betydning, mener en række formænd for de største danske fagforeninger, skriver Ugebrevet A4.
"Det er ikke så dramatisk, som Helle Thorning-Schmidt fremstiller det," lyder det fra LO's formand Harald Børsting.
Han er helst fri for politiske formaninger om at holde igen med lønnen.
"Regeringen lægger meget op til løntilbageholdenhed, og det er enhver regerings ret at sende det signal. Men det er lige så klart, at lønspørgsmål er noget vi klarer ved overenskomstbordene, og der har vi ikke brug for politisk indblanding," siger Børsting til Ugebrevet A4.
Formand for HK, Kim Simonsen, er enig.
"Det er meget forenklet sat op, at hvis bare lønnen er lavere i Danmark end i udlandet, så går det godt. Der er andre elementer end løn og produktivitet, der har betydning for vores eksport," siger han.
Formanden for Blik- og Rørarbejderforbundet, Max Meyer, påpeger, at de seneste overenskomstforhandlinger i 2010 har vist ansvarlige lønmodtagere.
"Inden for bygge- og anlægsområdet har vi holdt pænt igen. Den lønudvikling, der har været de sidste tre år, har i princippet været negativ, når man tager højde for inflationen," siger han til Ugebrevet A4.