Tv-værten Christian Degn fortæller, i et opslag på Instagram, at hans og hans forlovede Trines tre måneder gamle søn er blevet døbt.
- Hjælp os lige; Ligger lille Jens ikke og jubler med armen?, skriver den over to meter høje tv-vært.
Navnet blev altså Jens. Og det er nok ikke den store overraskelse.
- Vi har navngivet vores børn efter deres oldefar og farfar: Vagn fra Vendsyssel, og nu Jens fra Kronjylland, skriver Christian Degn videre i opslaget.
Farfar Jens vil mange tv-seere nok genkende. Christian Degn lavede nemlig sammen med sin far i 2020 TV 2-programmet "Alt det min far ikke har lært mig".
For Christian Degn og Trine Johst Vammen er det vigtigt med holdepunkter "i en verden der suser af sted", fremgår det af opslaget.
- For når man kender sine rødder, har man ofte lettere ved at finde ud af, hvad man kommer fra, hvor man skal hen - og hvad man har med. Et lille kompas til et helt liv, der bare venter.
Lille Jens kom til verden ved en hjemmefødsel, og vejede 4.300 gram og målte 56 centimeter ved fødslen.
Storebror Vagn er fra sommeren 2022.