Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, siger, at Ukraine er klar til "enhver form" for forhandlinger for at få afsluttet krigen med Rusland.
Det siger han i sin daglige aftentale onsdag, skriver nyhedsbureauet AFP.
Meldingen er kommet forud for et møde mellem repræsentanter fra Rusland og Ukraine i den tyrkiske by Istanbul torsdag.
Zelenskyj siger, at han afventer, hvem der dukker op fra russisk side. Derefter vil han tage stilling til, hvad Ukraine skal gøre fremadrettet.
- Jeg afventer at se, hvem der ankommer fra Rusland, og derefter vil jeg beslutte, hvilke skridt Ukraine bør tage. Signalerne i medierne er indtil videre ikke overbevisende, lyder det fra præsidenten ifølge Reuters.
Meldingen kommer, efter at Volodymyr Zelenskyj har understreget, at han gerne vil mødes med Ruslands præsident, Vladimir Putin, i Istanbul torsdag i forbindelse med mødet.
Det russiske styre har fortsat ikke meldt ud om, hvorvidt Putin kommer til at repræsentere Rusland i Tyrkiet.
Under en briefing onsdag spurgte AFP om, hvem der tager turen fra Moskva til Tyrkiet. Det afviste den russiske præsidents talsmand, Dmitrij Peskov, at svare på.
- Den russiske delegation vil vente på den ukrainske delegation i Istanbul den 15. maj, sagde han.
Onsdag siger Zelenskyj at Putin "fortsætter med at angribe Ukraine" i stedet for at overveje at mødes.
USA's præsident, Donald Trump, har tidligere sagt, at udenrigsminister Marco Rubio tager til Tyrkiet.
Tidligere onsdag åbnede Trump for, at han selv satte kursen mod Tyrkiet for at mødes med sin russiske præsidentkollega.
- Jeg ved, at han (Putin red.) gerne vil have, at jeg er der, og det er en mulighed. Hvis vi kunne afslutte krigen, ville jeg tænke over det, sagde Trump til journalister om bord på Air Force One på vej fra Saudi-Arabien til Qatar ifølge AFP.
Besøgene i de to lande er en del af en rundrejse, som præsidenten i disse dage er i gang med i Mellemøsten.
Trump nævnte i den forbindelse, at han i forvejen efter planen besøger De Forenede Arabiske Emirater torsdag. Det er sidste stop på turen.
- Det betyder ikke, at jeg ikke ville gøre det (tage til Tyrkiet red.) for at redde en masse liv, sagde den amerikanske præsident.
Krigen i Ukraine begyndte i februar 2022, hvor Rusland indledte en invasion i nabolandet. Hvis de to landes præsidenter mødes torsdag, vil det være første gang under den over tre år lange krig.
/ritzau/