Voldsom hændelse omkring rådhuset i Sorø onsdag formiddag bliver nu bekræftet af politiet, skriver Ekstra Bladet.
I forbindelse med anholdelsen af en formodet gerningsmand, der havde smidt en genstand mod rådhuset, afgav politiet skud, som ramte manden. I en pressemeddelelse bekræfter Sydsjællands og Lolland-Falster Politi hændelsesforløbet.
- Personen er efterfølgende blevet bragt til sygehuset. Ingen andre er kommet til skade ved hændelsen, og der er ingen fare for borgere i området, lyder det i pressemeddelelsen.
Sagen er nu overdraget til Den Uafhængige Politianklagemyndighed, der nu skal undersøge omstændighederne nærmere. Borgmester Gert Jørgensen har over for Ekstra Bladet fortalt, at der er blevet iværksat krisebehandling til de medarbejdere på rådhuset, der har oplevet noget ubehageligt.