To litauiske mænd stjal 876 sidespejle til en værdi af ikke under to millioner kroner, og det koster dem en dom på to år og tre måneders fængsel.
Desuden er de blevet udvist af Danmark og har fået forbud mod nogensinde at rejse ind i landet igen.
Dommen er afsagt tirsdag af Retten i Lyngby, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.
De mange sidespejle blev stjålet fra 438 forskellige adresser på Sjælland, og tyveriet gik hovedsageligt ud over folk med bilmærker såsom Audi, BMW, Mercedes og Tesla.
Det skete på mindre end to måneder - fra 31. oktober 2024 til 19. december samme år.
Anklager Jens Ole Jensen mente, at de mange tyverier skulle koste mændene en dom på 2,5-3 års fængsel, mens forsvarerne krævede domme, der var et år kortere end det.
- Retten lagde i strafudmålingen vægt på antallet af forhold og de værdier, der er stjålet for, siger anklageren.
De to litauiske mænd tilstod i retten, at de stod bag tyverierne. Det gav dem en rabat i straffen, men dommeren sagde ikke, hvor stor en rabat der blev givet.
- Retten lagde i formildende retning vægt på, at de har tilstået, at de tilstod tidligt, og at de med deres tilståelse har hjulpet politiet med at udpege yderligere forhold end dem, politiet var opmærksomme på, siger Jens Ole Jensen.
Mændene blev opdaget, da politiet i december sidste år fik standset nogle pakker, som var ved at blive sendt ud af landet. I dem var der en masse sidespejle.
Det lykkedes politiet at spore pakkerne tilbage til de to nu dømte mænd og deres opholdsadresse, hvor der blev fundet mange flere stjålne sidespejle.
- De sagde i retten, at de ville sende dem ud af landet og så sælge dem, når de kom tilbage til Litauen, siger anklager Jens Ole Jensen.
Mændene, der i dag er 34 og 26 år, blev anholdt 19. december 2024 og har siddet varetægtsfængslet siden den følgende dag. Retten har afgjort, at de også skal sidde fængslet efter dommen.
Der er tale om Edvinas Kryzinauskas og Vygandas Tamosiunas. Tamosiunas har modtaget dommen, mens Kryzinauskas overvejer, om han vil anke til landsretten i håb om en mildere straf.
/ritzau/