På det sociale medie X bliver Mette Frederiksens ansigt og identitet brugt til at begå investeringssvindel.
Det fortæller Radio IIII.
Radio IIII er helt konkret bekendt med annoncer, hvor et billede produceret med kunstig intelligens viser Danmarks statsminister, der på sin telefon fremviser sin aktieportefølje.
På X florerede i en periode en betalt annonce, som nåede at runde 3.000 visninger, før den igen blev fjernet.
Annoncen ledte videre til en artikel på en hjemmeside, der til forveksling ligner det danske medie Berlingske.
"Statsminister Mette Frederiksen er havnet i offentlighedens søgelys efter offentliggørelsen af et kontroversielt interview på YouTube. Under samtalen fortalte statsminister Mette Frederiksen om en finansiel platform, som ifølge hende giver enhver dansk borger mulighed for betydeligt at øge deres indkomst," fremgår det ifølge Radio IIII af den falske artikels underrubrik.
Under artiklen krediterer svindlerne desuden en journalist, som også i virkeligheden arbejder for Berlingske.
- Det kan ikke blot være med til at underminere tilliden til vores folkevalgte politikere og påvirke vores demokratiske samtale, men det kan også efter omstændighederne være strafbart, siger justitsminister Peter Hummelgaard (S) til radioen.
Justitsministeren tilføjer, at han er en forventning om, at tech-giganterne lever op til deres ansvar og fjerner sådant indhold, og at myndighederne handler, hvis der er tale om strafbare forhold.