Den fungerende forsvarschef Michael Hyldgaard bliver fra juni permanent forsvarschef, efter at den tidligere chef blev hjemsendt for over et år siden.
Han overtager stillingen som forsvarschef fra Flemming Lentfer, som er blevet enig med Forsvarsministeriet om, at han nu fratræder sin stilling. Det skriver Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.
Den historisk store oprustning af Danmark bliver en af de største opgaver i lyset af Ruslands krig mod Ukraine.
- Jeg har været meget imponeret over hans indsats og hans måde at gribe opgaven an på. Vi står midt i en historisk opbygning af Forsvaret. Det stiller store krav til vores organisation og til den militærfaglige rådgivning, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).
Den hjemsendte forsvarschef Flemming Lentfer har tidligere truet med at sagsøge Forsvarsministeriet for usaglig fyring ifølge brev, som Ritzau har set.
Men nu er der tilsyneladende indgået en aftale i stedet.
I brevet stod der, at Lentfer bestred, at der skulle være "blot skyggen" af saglige grunde til at tage disciplinære skridt over for ham.
Forsvarsministeren vurderede i foråret 2024, at der var behov for en ny person på posten som forsvarschef, hvorfor Lentfer blev hjemsendt.
Det skete blandt andet efter en sag, hvor fregatten "Iver Huitfeldt" havde oplevet systemsvigt og defekt ammunition, da fregatten blev angrebet i Det Røde Hav i marts 2024.
Det var dog ikke kun på baggrund af den sag, at Flemming Lentfer var blevet hjemsendt, lød det fra ministeren. Det var et helhedsbillede, der havde gjort udslaget.
- Det er ud fra en samlet vurdering, at vi skal have en ny forsvarschef, sagde Troels Lund Poulsen.
Der var også uenighed mellem forsvarschefens ønsker til materiel til Forsvaret på den ene side og regeringstoppen samt forsvarsalliancen Natos ønsker på den anden.
Desuden har Troels Lund Poulsen tidligere italesat, at politikerne i for sjælden grad blev oplyst om møgsagerne i Forsvaret. Det skulle der gøres op med, lød det nogle uger før hjemsendelsen.
I stedet gik den midlertidige post til Michael Hyldgaard, der tidligere har været chef for Jægerkorpset.
Forsvarsministeriet har ikke yderligere kommentarer til Flemming Lentfers fratrædelsesaftale, fremgår det af pressemeddelelsen.
Flemming Lentfers advokat og fagforening ønsker heller ikke at kommentere sagen, da det er en personalesag.
/ritzau/