Ifølge Berlingske har vi I Danmark den laveste arbejdstid nogensinde i øjeblikket. I 1900 brugte danskerne i snit 60 timer om ugen på arbejdspladsen.
I dag arbejder vi 37 timer.
I den forbindelse har avisen bedt fire debattører om at forholde sig til, om vi holder for meget fri herhjemme.
Hos FOA er formanden Dennis Kristensen klar i spyttet:
"Jagten på vækst er løbet af sporet, og jeg er bange for, at vi ender med at køre død i arbejdsræset. Så nej. Vi skal ikke arbejde mere," skriver Dennis Kristensen i en kommentar.
Vi er top-effektive
I kommentaren peger fagforeningsbossen på, at danskerne i snit arbejdede 34,3 timer sidste år, at timerne blev brugt effektivt.
Han peger på, at det kun er I Finland, at de ansatte i den offentlige sektor er mere effektive end herhjemme.
Men Dennis Kristensen er bange for, at den høje effektivitet kan få konsekvenser.
"Jeg er med på, at vi skal få noget for hånden på jobbet. Men fyringer, omstruktureringer og et øget arbejdstempo indebærer en alvorlig risiko for, at folk bliver syge af at gå på arbejde. Og det er ingen tjent med. Hverken den enkelte stressramte, arbejdsgiveren eller samfundet," skriver han.
Absurd at diskutere flere arbejdstimer
Dennis Kristensen mener, at vi skal kigge på en anden måde at indrette vores arbejdsmarkeds på. At tanken om flere arbejdstimer er arbejdstid er absurd.
Vi skal i stedet "tænke i en bedre fordeling af arbejdstiden gennem arbejdslivet og en bedre fordeling af arbejdet mellem os."
"Der er næppe nogen, der kan forestille sig en kortere arbejdstid indført i morgen. Men der er mange, der kan forestille sig, at arbejdsdagen bliver mindre stresset og mindre nedslidende – gerne allerede fra i morgen."