Endnu inden den nyvalgte franske præsident, François Hollande, er blevet indsat i embedet, har hans insisteren på en ny vækstdagsorden i EU kapret den europæiske debat.
EU-præsident Herman Van Rompuy inviterede tirsdag Hollande og de øvrige 26 EU-landes ledere til et ekstra topmøde i form af en uformel middag i Bruxelles 23. maj.
Her vil stats- og regeringscheferne få en fornemmelse af, hvor stort et opgør der venter mellem den spareivrige fløj anført af Tyskland og den nye fransk-ledede fløj, der også i nogen grad vil investere sig ud af krisen.
Netop som Van Rompuys invitation kom ud, havde en stribe EU-kommissærer også travlt med at hægte sig på vækstdebatten.
Konkurrencekommissær Joaquín Almunia lagde på et pressemøde op til en gennemgribende modernisering af EU's regler for statsstøtte, som kommissionen ellers ofte dømmer ulovlig og konkurrenceforvridende.
Almunia vil nu have fokus på det, han kalder "god statsstøtte", som er den, der kan være med til at sætte gang i den økonomiske vækst.
- I det aktuelle økonomiske klima er det fuldt acceptabelt at yde statsstøtte i situationer, hvor man dermed kan gribe ind et sted, hvor markedsmekanismerne ikke slår til, sagde Almunia, der sigter mod at have de nye regler klar om halvandet år.
Umiddelbart efter ham indtog kommissionsformand José Manuel Barroso og økonomikommissær Olli Rehn podiet i kommissionens pressesal i Bruxelles med en hel byge af budskaber til støtte for investeringer i vækst.
- Selv om det vil tage tid at komme tilbage til en situation med varig vækst, så kan vi godt vende situationen inden årets udgang, hvis vi træffer de nødvendige beslutninger nu, sagde Barrosso.
Økonomikommissær Rehn sagde, at debatten om konsolidering stillet skarpt op som modsætning til vækst er "en falsk debat".
- I den nuværende økonomiske situation med lav vækst og høj gæld er der intet valg - vi må gå efter begge samtidig, sagde Rehn og medgav, at kommissionen ønsker "at gribe øjeblikket og fremme nogle af vores gamle forslag i det nye politiske klima".