Medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU. Har tidligere arbejdet som organisationskonsulent i en faglig organisation. Født i 1985 og mor til én. Bor i København.
Barsel til mænd, omsorgsdage, bedre ansættelseskontrakter, arbejdsmarkeds-myndighed… forslagene er mange, når EU forsøger at vise sit sociale ansigt, men jeg er langt fra begejstret.
Uligheden i EU er stor, arbejdsløsheden er skyhøj i flere lande, vi ser stadig lande, hvor arbejdstagernes rettigheder og forhold er horrible, og de sociale problemer massive. Alt sammen noget, som giver store udfordringer, og som EU har været med til at gøre værre. EU kunne løse det, men vil ikke. Faktisk modarbejder EU de vigtigste redskaber til at sikre social retfærdighed.
Den sociale søjle mangler det sociale
I november 2017 blev EUs sociale søjle vedtaget. Med søjlen skal de nationale social- og arbejdsmarkedsmodeller ensrettes. Den søjle er EU nu begyndt at implementere med en række tiltag.
To direktiver:
- Balance mellem arbejdsliv og privatliv
- Gennemsigtige og forudsigelige arbejdsvilkår i den Europæiske union
og en forordning:
- Den Europæiske arbejdsmarkeds-myndighed.
Alle 3 er del af den samme pakke, som EU-parlamentet skal stemme igennem i løbet af foråret.
Efter at have fulgt nogle af forhandlingerne kan jeg klart sige, at direktiverne langt fra lever op til hvad de lover, og ikke løser de massive problemer vi står overfor.
Opgøret med social dumping udebliver
Sidste efterår blev vi alle chokerede over sagen om de filippinske chauffører i Padborg, og afsløringerne af helt urimelige arbejdsforhold.
Trådene omkring social dumping, og de manglede arbejdstagerrettigheder kan trækkes helt tilbage til Laval-dommen i 2007. Her var svenske bygningsarbejdere i konflikt for at sikre lige løn for lettiske og svenske bygningsarbejdere. Konflikten blev af EU-domstolen dømt ulovlig med henvisning til, at den begrænsede den fri bevægelighed af tjenesteydelser.
En vigtig del af dommen var fortolkningen af udstationeringsdirektivet, der siger at: udenlandske virksomheder i det hele taget ikke er forpligtet til at betale mere end mindstelønnen, og de minimumskrav til ferie, barsel og arbejdstid, der henvises til i udstationeringsdirektivet. Selv om udenlandske arbejdere betales langt lavere, er der altså ikke tale om social dumping. Den dom har lagt grunden for mange lignende domme siden, og sat en retning for EU.
Skal EU udvikle noget socialt og retfærdigt er det blandt andet et sted at starte. EU's indre marked sætter virksomhedernes økonomiske friheder, i den her sammenhæng særligt tjenesteydelserne, over arbejdstagernes rettigheder. Det betyder, at de krav, standarder og kollektive kampskridt, som måtte komme på tværs af tjenesteydelsernes frie bevægelighed, kan blive dømt ulovlige af EU.
At den fri bevægelighed af tjenesteydelser står over sociale rettigheder betyder, at vi ser sager som underbetalte filippinere i Padborg, på metrobyggeriet, i landbruget og indenfor rengøring. Det ændrer de tre nye forslag i den sociale søjle ikke på.
Et reelt socialt Europa ville vende dette hierarki mellem de økonomiske friheder og de faglige rettigheder – det er det fagbevægelsen kalder for en social protokol.
Slip grebet om den økonomiske styring
Den sociale søjle og lov-initiativerne gør heller ikke noget for at rulle nedskæringspolitikken tilbage. Den politik, som har udløst en massiv social krise i Europa, hvor for eksempel in-work fattigdom er steget til 9.6%. Altså mennesker, der har arbejde, men hvor lønnen er så lav, at de reelt lever i fattigdom. Selvom tal fra kommissionen viser, at antallet af folk i risiko for fattigdom og social eksklusion er faldet lidt siden den økonomiske krises højdepunkt, så har antallet i det store hele været uforandret i mere end et årti.
Medlemslandene er underlagt stram økonomisk styring fra EU, som fremmer nedskæringer på velfærden, forringelser af de sociale ydelser, højere pensionsalder mv. Styringen kommer blandt andet fra Finanspagten og det europæiske semester.
Grundlæggende er problemet, at EU ikke vil bryde med finanspagten, det europæiske semester eller nogle af de andre styringsredskaber, som ellers bruges til for eksempel at påvirke lønningerne i nedadgående retning.
Den sociale søjle skal i stedet være en lappeløsning, hvor man meget alvorligt ser på børnefattigdom, men åbenlyst ikke er interesserede i at anerkende de helt åbenlyse grunde til problemet: pres på lønningerne og pres på de sociale ydelser.
De problemer kan vi kun løse ved at tage et fundamentalt opgør med EU’s økonomiske styring, og det kommer helt sikkert ikke med den sociale søjle.
Hvis et socialt Europa handlede om at gøre op med EU’s nedskæringspolitik, ja, så ville der faktisk være fornuftige perspektiver i det. Hvis vi kunne blive enig om at sætte arbejdsrettigheder og arbejdsforhold over den fri bevægelighed, så kunne vi være på vej mod et mere socialt retfærdigt Europa. Som det er nu, sætter vi et plaster på et åbent benbrud, det er ikke nok.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.